Cello: dele, hvordan lyden opstår, spil og omfang

Mød celloen

Violinfamilien har fire medlemmer: violin, bratsch, cello og kontrabas. Celloen er større end bratschen og mindre end kontrabassen. Den ligner en violin, men siderne er højere i forhold til størrelsen, og halsen er kortere.

Dens fulde navn er violoncello, et italiensk ord, der betyder „lille violone“. Violonen var et almindeligt instrument i 1600- og 1700-tallet, som senere udviklede sig til nutidens kontrabas. Cello er bare det korte navn.

De fire strenge er stemt C, G, D, A, med start to oktaver under det enstregede c. Det er en oktav lavere end bratschen. I strygergruppen spiller celloen tenorstemmen, og et orkester har som regel 8 til 12 celloer, hvor to spillere deler ét nodestativ.

Familie: Strengeinstrument (violinfamilien)
Type: Strygeinstrument; kan også knipses
Strenge: C2, G2, D3, A3 (en ren kvint imellem hver)
Dybeste tone: C2 (løs C-streng, omkring 65 Hz)
Omfang: C2 til A5 (op til A7 med flageoletter)
Nøgle: Mest basnøgle; fordi omfanget er så stort, bruges også tenornøgle og diskantnøgle
Transponerende: Nej (klinger, som den noteres)
Størrelse: Kroppen omkring 75 cm (kilder måler 70 til 76 cm); omkring 120 til 125 cm lang i alt
Buens længde: 71 til 73 cm

Celloens dele

En cello er mest bygget af to slags træ. Dækket er af gran (eller fyr); bunden, siderne, halsen, skruekassen og sneglen er af ahorn. Gribebrættet er af ibenholt og stolen af ahorn. I dag findes der også celloer af kulfiber.

Nogle af de vigtigste dele er skjult inde i kroppen. Du kan kun skimte dem gennem f-hullerne.

Nogle dele sidder inde i eller bag instrumentet, hvor billedet ikke kan vise dem; deres numre viser cirka, hvor de er.

Sådan opstår lyden

Buen er en stang med hestehår spændt ud. Kolofonium får hårene til at gribe fat i strengen, trække den med og så slippe, så den glider tilbage, igen og igen. Det er ligesom at gnide et viskelæder hårdt hen over et bord: det hænger fast, hopper, hænger fast, hopper. Én runde hænge-fast-og-glide varer præcis lige så længe som én svingning af strengen.

Kolofoniet er hemmeligheden. Det får hårene til at holde godt fast, mens de sidder fast, men glide meget let, når de først slipper. Hvis det føltes ens at gribe og at glide, som med en bue uden kolofonium, ville strengen bare sukke i stedet for at synge.

Mens du stryger, har strengen altid form som to lige linjer med et skarpt knæk imellem. Knækket farer frem og tilbage langs strengen, som en perle, der glider på en tråd. Den form giver tonen en hel række overtoner, på 2, 3, 4 og flere gange grundtonen, og det gør lyden fyldig.

En hurtigere bue får strengen til at svinge bredere, så tonen bliver kraftigere. Et hårdere tryk henter flere høje overtoner frem, så lyden bliver lysere. Tæt på stolen skal du bruge lidt mere tryk, og det område af tryk, der stadig virker, bliver smallere, ligesom at gå på en smallere sti.

En streng alene er for tynd til at skubbe til ret meget luft, så den er næsten lydløs. Stolen sender en del af svingningen videre til dækket af træ, ligesom en stemmegaffel lyder kraftigere, når du sætter dens skaft mod et bord. Stemmen og basbjælken spreder bevægelsen gennem kroppen, og luften inde i kassen resonerer også. Det virker på samme måde i hele violinfamilien.

Nogle gange ligger en tone meget tæt på kroppens egen hovedsvingning. De to kæmper mod hinanden, og tonen vakler og hakker, en lyd, som nogle sammenligner med en hylende ulv, så den kaldes en ulvetone. Mange celloer har en et sted omkring E til F♯, ofte tydeligst på C-strengen. En lille vægt, der kaldes en ulvedæmper, kan berolige den, men den kan også få hele celloen til at lyde lidt mere mat.

Prøv det: tryk et viskelæder på en blyant mod et bord, og skub det langsomt frem. Kan du mærke, at det hænger fast, hopper, hænger fast, hopper? Det er det, buehårene gør ved strengen, fra nogle dusin til hundredvis af gange i sekundet.

Sådan spiller man

Sid på forkanten af en stol med begge fødder fladt på gulvet; venstre fod kan være lidt fremme. Træk piggen ud, så celloens kanter hviler mod indersiden af knæene, og toppen af celloen rører midten af brystet. C-skruen sidder tæt ved dit venstre øre. Piggen og dine to fødder danner en trekant på gulvet.

Hold buen løst. Din bøjede tommelfinger sidder i det lille mellemrum mellem froschen og viklingen; lillefinger og ringfinger hviler på froschen, langfingeren kan røre metalringen, og pegefingeren ligger let på stangen. Det vigtigste at tjekke er en afslappet, bøjet tommelfinger.

Venstre hånd danner et C, som om du holdt en sodavandsdåse. Tommelfingeren sidder bag anden finger og peger på tværs af halsen, ikke på langs. Hold albuen oppe, men afslappet, og håndleddet på linje med armen. Når du trykker en finger ned, bliver strengens svingende del kortere, så tonen går op.

For at nå meget høje toner flytter venstre hånd sig mod stolen, op i de høje positioner (en position er dér, hvor hånden sidder på halsen). Omkring 1740 „opdagede“ cellister, at også tommelfingeren kunne trykke strengene ned. Denne tommelfingerposition lader venstre hånd nå de høje positioner, især på A-strengen.

For at spille kraftigere kombinerer du buens fart og buens tryk. Adskilte toner kan spilles på strengen, hvilket er kraftfuldt, men trættende og sværere at holde sammen, eller med buen hoppende fra strengen, hvilket klinger mere. At vugge med fingeren på venstre hånd, det der kaldes vibrato, får overtonerne til at vokse og aftage, så tonen lyder mere levende. Philharmonia Orchestra siger, at en bred vibrato fremhæver celloens dybe stemme og passer perfekt til en trist, længselsfuld stemning.

Hvis du rører en streng meget let præcis på midten uden at trykke den ned, får du en flageolettone: en klar, høj tone en oktav over den løse streng. Rører du den ved en fjerdedel, får du en tone to oktaver højere.

Komponister beder også om særlige lyde. Col legno betyder, at man slår på strengen med buens træstang, hvilket lyder som en lille hammer. Sul ponticello betyder, at man stryger tæt ved stolen, for en lysere, men glasagtig og tynd lyd; sul tasto betyder, at man stryger over gribebrættet, for en svagere og blødere lyd. I et Bartók-pizzicato trækker man strengen op, så den smælder tilbage mod gribebrættet med et kraftigt knald, der bruges som en slagtøjseffekt.

Træk buen hen over strengen med jævn fart. Du hører en lang tone, der varer, så længe buen bliver ved med at bevæge sig.
Knips strengen med en finger i stedet for buen. Tonen starter med et „pop“ og dør ud af sig selv.
Den løse A-streng er A3. Med en finger, der trykker den samme streng ned, når celloen A4, en oktav højere.
De dybe strenge lyder tykkere og mørkere. Komponister skriver sul C eller sul G, når du skal blive på dem.

Omfang og noder

Den dybeste tone er den løse C-streng, C2, omkring 65 Hz. Hver streng ovenover er en ren kvint højere: G2, D3 og A3. Højere toner spilles ved at trykke strengene ned længere oppe på gribebrættet. Celloens omfang går fra C2 til A5, og med flageoletter kan den nå A7.

Hver streng har sit eget område: C-strengen omkring C2 til F3, G-strengen G2 til C4, D-strengen D3 til G4 og A-strengen A3 til A5.

Celloen transponerer ikke: den noterede tone er den tone, du hører. Dens musik noteres mest i basnøgle, men fordi omfanget er så stort, bruges tenornøgle til højere passager og diskantnøgle til meget høje. Spillere kan ikke lide at skifte nøgle for tit.

Pas på en gammel vane. Nogle ældre partiturer skrev celloens høje toner i diskantnøgle en oktav højere, end de faktisk klinger. I dag bruges tenornøgle til det område i stedet.

Celloens fire løse strenge: C2, G2, D3, A3, i basnøgle.

Basnøgle

Tenornøgle

Diskantnøgle

Cellomusik står mest i basnøgle, tenornøgle til højere passager og diskantnøgle til meget høje.

C2 – A5

Lyt

Hvert skridt springer en ren kvint op. Læg mærke til, hvordan lyden bliver lysere, jo højere du kommer.
Lyt efter den tykke, mørke summen i den dybeste tone, celloen kan spille på en løs streng.
Den samme tone på to måder: tonen med bue holder sig jævn, den knipsede tone siger „pop“ og dør ud.
En løs streng og så en nedtrykket tone en oktav højere. Kan du høre, at det er det samme tonenavn?

Historie og familie

De første celloer dukkede op i 1500-tallet. De havde ofte fem strenge og forstærkede mest basstemmen i grupper. I Cremona i Italien fastlagde instrumentbyggeren Andrea Amati violinfamiliens stil og byggemetoder.

En meget gammel cello, „King“, er en sjælden overlevende fra midten af 1500-tallet. Den blev sandsynligvis bygget før en kongelig bestilling til kong Karl 9. af Frankrig, der blev afgivet omkring 1561, og blev malet senere. Den begyndte som et større basinstrument og blev senere gjort mindre til moderne cellostørrelse. I dag findes den på National Music Museum i South Dakota.

De tidlige celloer var store: de allerførste havde kroppe på omkring 80 cm, større end nutidens standard, og alle de omkring 25 celloer, man kender fra før 1700, er store. Omkring 1660 blev strenge omviklet med metaltråd opfundet, og i Bologna kan sådanne strenge have hjulpet celloen på vej: en kortere streng kunne stadig blive stram nok og svare hurtigt. Stradivari besluttede i 1700 at gøre celloen mindre, og fra omkring 1707 brugte han den model, der i dag kaldes forma B.

I 1600-tallet blev cello og cembalo standardparret til at spille generalbas (basso continuo), basstemmen under musikken. I 1600- og 1700-tallet afløste celloen basgamben (viola da gamba) som soloinstrument, og Haydn, Mozart og senere komponister gav den mere at lave.

Berømt musik for cello er blandt andet Bachs seks suiter for solocello, Beethovens fem cellosonater, koncerter af Lalo, Dvořák, Saint-Saëns, Elgar og Barber, sonater af Kodály og Debussy og Villa-Lobos' Bachianas Brasileiras for otte celloer og sopran. Pablo Casals, Mstislav Rostropovitj og Yo-Yo Ma er blandt dens mest kendte spillere.

Strengene ændrede sig også. Stålstrenge bredte sig mere og mere, især på celloen. I 1950'erne brugte de fleste unge amerikanske cellostuderende to stålstrenge og to tarmstrenge omviklet med sølv; senere holdt de fleste spillere op med tarm, og kun nogle få beholdt omviklet tarm på de tre dybeste strenge. En nær slægtning, tenorviolinen fra 1500- til 1700-tallet, lå i størrelse mellem bratschen og celloen.

1500-tallet
De første celloer dukker op, ofte med fem strenge, for at støtte bassen.
ca. 1505–1577
Levetid for Andrea Amati fra Cremona, som fastlagde violinfamiliens stil.
Midten af 1500-tallet
Celloen „King“ bygges, først som et større basinstrument.
ca. 1660
Metalomviklede strenge opfindes.
1600-tallet
Cello og cembalo bliver standardparret til generalbassen.
1700
Stradivari beslutter at gøre celloen mindre.
ca. 1707
Stradivari begynder at bruge modellen forma B.
ca. 1740
Cellister opdager, at tommelfingeren kan trykke strengene ned, og tommelfingerpositionen åbner sig.
1950'erne
De fleste unge amerikanske cellostuderende bruger to stålstrenge og to sølvomviklede tarmstrenge.

Kom i gang og pleje

Før du spiller, stryger du kolofonium jævnt på langs af alle buehårene. Når du er færdig, løsner du altid hårene, før buen kommer tilbage i kassen.

Yamahas brugsanvisning siger, at celloen er justeret, før den forlader fabrikken, og at du skal tage den med til din forhandler, hvis du synes, den skal justeres mere, fordi nogle justeringer kræver specialviden. Prøv ikke at ændre den selv.

Hold celloen væk fra direkte sol, meget varme eller kolde steder, høj eller lav luftfugtighed, støv og kraftige rystelser. Især pludselige temperaturændringer kan give alvorlige skader, så lad den ikke ligge længe i en bil.
Tør den af med en blød, tør klud, og spray ikke insektmiddel i nærheden af den.
Skift kun én streng ad gangen. Hvis alle fire bliver taget af, kan stolen vælte, og strengeholderen kan gå løs.
Tjek stolen, mens du stemmer eller skifter strenge: den står mellem hakkene på de to f-huller, den side, der vender mod strengeholderen, står vinkelret på dækket, og hver streng ligger i sin egen rille.
Piggen er skarp, så håndter den forsigtigt, og spænd låseskruen godt, så celloen ikke vælter, mens du spiller.
Hold ansigtet væk fra celloen, mens du stemmer eller skifter strenge; en streng, der pludselig springer, kan skade øjnene eller ansigtet. Skru ikke finstemmerne for løst eller for stramt, ellers kan du skade celloen eller få summende lyde, mens du spiller.

Cello: dele, hvordan den lyder, og hvordan man spiller

Mød celloen

Celloens dele

Sådan opstår lyden

Sådan spiller man

Omfang og noder

Lyt

Historie og familie

Kom i gang og pleje

Instrumenter

I denne lektion

Cello: dele, hvordan den lyder, og hvordan man spiller

Mød celloen

Celloens dele

Sådan opstår lyden

Sådan spiller man

Omfang og noder

Lyt

Historie og familie

Kom i gang og pleje

Udforsk mere