Violin: hvordan den er bygget, hvordan den lyder, og hvordan man spiller

Mød violinen

Violinen er et strengeinstrument, der spilles med bue. Den er violinfamiliens sopran, altså det medlem, der har den lyseste stemme.

Den har fire strenge stemt med en ren kvint imellem: G3, D4, A4 og E5. Når A4 er stemt til 440 Hz, svinger de løse strenge omkring 196, 293,7, 440 og 659,3 gange i sekundet. Mange lærere nummererer strengene fra den tyndeste, så streng 1 er den høje E-streng og streng 4 den dybe G-streng.

Violiner findes i en hel størrelse, der kaldes 4/4, og i mindre brøkstørrelser til yngre spillere. Brøken er bare et navn på størrelsen, ikke den rigtige længde: en 1/2-violin er ikke halvt så lang som en hel.

Familie

Strengeinstrument (violinfamilien, det lyseste medlem)

Type

Strygeinstrument (Hornbostel–Sachs 321.322-71: kasselut med hals, der spilles med bue)

Løse strenge

G3, D4, A4, E5 (i kvinter)

Klingende omfang

G3 til A7 (flageoletter op til D8)

Nøgle

Diskantnøgle (G-nøgle)

Transponering

Ikke-transponerende (klinger, som den noteres)

Almindelige størrelser

4/4 hel størrelse; 3/4, 1/2, 1/4, 1/8, 1/16, 1/32; også 7/8 og 1/10

Violinens dele

En violin er en hul kasse af træ med en hals. Dækket (lydpladen) er af gran, mens bunden, siderne (sargen), halsen og stolen er af ahorn, så hele violinen er ikke lavet af én slags træ. Kroppen er omkring 35,5 cm lang og hele instrumentet omkring 60 cm.

To skjulte dele sidder inde i kroppen. Stemmen (stemmepinden) er en lille granpind, der står mellem dækket og bunden tæt ved stolens diskantfod. Basbjælken er en liste på omkring 25 cm, der er limet på undersiden af dækket under stolens basfod, og den giver noget af den stivhed tilbage, som forsvinder, når f-hullerne skæres ud.

Buen er en stang med et bånd af omkring 150 til 250 hestehår, omkring 74 cm langt. Når du drejer på skruen ved froschen (den ende, du holder i), strammes eller løsnes hårene. Tæller man hver lille del med, har en violin omkring 70 til 80 dele.

Nogle dele sidder inde i eller bag instrumentet, hvor billedet ikke kan vise dem; deres numre viser cirka, hvor de er.

12345678910

1. 1
   Snegl scroll

   Den snoede udskæring helt øverst på violinen.

2. 2
   Skruekasse og skruer pegbox, tuning pegs

   Fire skruer, to på hver side; når du drejer en skrue, strammes eller løsnes en streng.

3. 3
   Sadel nut

   Den ene ende af strengens svingende del; stolen er den anden ende, omkring 32 cm væk.

4. 4
   Gribebræt fingerboard

   Et bræt af ibenholt uden bånd; fingrene trykker strengene ned på det for at gøre dem kortere.

5. 5
   Dæk top / belly

   En plade af gran, der opfanger stolens rystelser og skubber til luften.

6. 6
   f-huller f-holes

   To f-formede åbninger, der lader luften i kroppen resonere med luften udenfor.

7. 7
   Stol bridge

   Et stykke ahorn, der holder strengene oppe i fire små hak og sender deres svingninger videre til dækket.

8. 8
   Stemme (stemmepind) sound post

   En granpind inde i kroppen, der fører kraft og svingninger fra dækket til bunden.

9. 9
   Strengeholder og finstemmere tailpiece, fine tuners

   Holder strengenes ender; finstemmerne laver meget små ændringer i stemningen. Nogle violiner har dem på alle fire strenge, andre kun på E-strengen.

10. 10
    Hagestøtte chin rest

    Skålen, hvor kæben hviler, så du kan holde violinen stabilt.

Hvor lyden kommer fra

Kolofonium på buehårene gør dem klæbrige, når de står stille, men glatte, så snart de glider. Derfor griber buen fat i strengen og trækker den med, indtil strengen trækker tilbage hårdere, end grebet kan holde. Så glider strengen tilbage, bliver grebet igen, og det hele gentager sig. Det er det samme hænge-fast-og-glide, som får en sko til at knirke på gulvet i en idrætshal.

Mens det sker, danner strengen to lige linjer med et skarpt knæk, der løber frem og tilbage langs den. Forskere kalder det Helmholtz-bevægelse. Hver tur, knækket tager, er én svingning, så antallet af ture i sekundet er tonens frekvens: på A-strengen sker det 440 gange i sekundet, alt for hurtigt til at se.

En streng alene er meget stille, fordi den er tynd og næsten ikke flytter nogen luft. Stolen sender svingningen videre til dækket, stemmen fører den videre til bunden, og de store træplader skubber til luften, ligesom en papirvifte flytter mere luft end en tandstik. Luften inde i kroppen resonerer også gennem f-hullerne, lidt ligesom den tone, du hører, når du blæser hen over åbningen på en flaske.

Denne luftresonans ligger dybt i violinens omfang. I en række målinger lå den på omkring 242 til 291 Hz, afhængigt af om stemmen sad i, og hvor den sad. Da stemmen blev sat i, blev kroppen stivere, og resonansen steg omkring 4 halvtoner; at gøre f-hullerne 20 % større hæver den omkring 1 halvtone, og 10 % mere luft indeni sænker den omkring 1 halvtone.

Tonehøjden afhænger af længde, spænding og vægt: strammere og kortere strenge lyder højere, tungere strenge lyder dybere. Når du trykker en finger ned på gribebrættet, bliver den svingende del kortere, så tonen går op. Det skarpe knæk i Helmholtz-bevægelsen skaber alle overtoner med hele tal, undtagen de få, der har et stille punkt (et knudepunkt) præcis dér, hvor buen rører strengen.

Prøv det: hold en lineal fladt mod kanten af et bord, og knips på den del, der stikker ud. Skub mere af den ind på bordet, og knips igen. Jo kortere den frie del er, jo højere summer den, ligesom når en finger gør en violinstreng kortere.

Sådan spiller man

Lad kæben hvile på hagestøtten, og hold violinen vandret i forhold til gulvet. Venstre hånd danner et afslappet C om halsen, med venstre albue under midten af violinen. Når du sidder, bruger du forkanten af en fast stol med venstre fod lidt fremme; når du står, har du fødderne i skulderbreddes afstand.

Når du holder buen, mødes højre tommelfinger og langfinger og danner en afslappet oval, og de andre fingre er blødt bøjede. Et nedstrøg trækker fra froschen mod spidsen og hører ofte sammen med betonede slag; et opstrøg skubber fra spidsen tilbage mod froschen og hører ofte sammen med ubetonede slag.

Tre ting former tonen: buens fart, buens tryk og hvor tæt på stolen du spiller. Tæt på stolen er lyden kraftigst og kræver lidt mere tryk; ind mod gribebrættet bliver den svagere. Mere tryk giver flere høje overtoner og gør lyden lysere.

Venstre hånds fingre ændrer tonehøjden på hver streng, og når du går over på en anden streng, kommer du til et andet register. Andre effekter er détaché (én tone pr. buestrøg), bindinger (flere toner i ét strøg), tremolo (meget hurtige strøg ved spidsen), flageoletter (en svag, fløjteagtig lyd), sul ponticello (glasagtig, tæt på stolen), sul tasto (dæmpet og fløjteagtig, over gribebrættet) og col legno (at slå med buens træstang).

• Arco (med bue)Buen holder strengen svingende, så tonen varer lige så længe som strøget.
• PizzicatoKnips strengen med den bløde del af en finger: en tydelig start, der hurtigt dør ud.
• SpiccatoBuen falder ned på strengen, bevæger sig et lille stykke og hopper op igen, så tonerne bliver korte og lette.
• VibratoEn finger på venstre hånd vugger lidt på strengen, så tonehøjden svajer blødt. Dette A4 spilles med bue og vibrato.

Omfang og noder

Violinmusik noteres i diskantnøgle. Violinen er ikke et transponerende instrument, så den noterede tone og den klingende tone er den samme: et noteret A4 klinger som A4, 440 Hz.

Den dybeste tone er den løse G-streng, G3. Derfra når violinen omkring fire oktaver, og professionelle spillere går op til A7; flageoletter kan nå D8. G3 til G7 er præcis fire oktaver, så A7 er en heltone mere.

Hver streng har sit eget område. G-strengen spiller som regel G3 til C5, D-strengen D4 til G5, A-strengen A4 til D6 og E-strengen E5 til A7, og dygtige spillere kan komme endnu højere op på hver af dem.

Lyt

• Den dybeste streng, G3Den løse G-streng: lyt efter den mørke, fyldige klang i violinens dybeste tone.
• A4, den løse A-strengA4 er den løse A-streng, stemt til 440 Hz.
• E5, den øverste strengDen løse E-streng: lyt efter dens skinnende, lidt metalliske kant.
• Det høje A6To oktaver over A4, så den svinger fire gange så hurtigt. Sammenlign med A4, der spilles lige før.
• G3 med bue og knipsetDen samme tone to gange: den med bue bliver ved, den knipsede dør ud af sig selv.

Historie og familie

Violinen udviklede sig fra tidligere strygeinstrumenter som middelalderens fidel, rebec og lira da braccio, og den udviklede sig fra viola da braccio. Den fik sin form i Norditalien i midten af 1500-tallet, i byer som Milano, Brescia, Cremona og Venedig.

Andrea Amati fra Cremona regnes for at have bygget de første instrumenter i violinfamilien. Han fastlagde f-hullerne, sneglen og de fire strenge, og han byggede sine instrumenter på en indvendig form. Den ældste daterede violin byggede han i 1564 til den franske kong Karl 9.s hof; den findes på Ashmolean Museum i Oxford.

Senere berømte violinbyggere var blandt andre Nicolò Amati (1596–1684) og Antonio Stradivari (1644–1737). Stradivari prøvede en længere model i 1690'erne og brugte så fra omkring 1700 en kortere og bredere model, „grand pattern“; mange forfattere kalder de cirka tyve år, der fulgte, for hans gyldne periode. Han siges at have bygget omkring 1.000 instrumenter, hvoraf omkring 600 findes endnu. Giuseppe Guarneri del Gesù (1698–1744) og Jacob Stainer (1621–1683) var også berømte byggere.

I 1800-tallet krævede store koncertsale og virtuose spillere mere kraft. Byggerne gjorde stolen højere, stemmen og basbjælken tykkere, kroppen fladere og vippede halsen bagud, hvilket gav en kraftigere og lysere lyd. François Tourte (1747–1835) forbedrede buen: den blev længere og stærkere, med mere spænding, så spillerne kunne bruge kraftigere strøg. I begyndelsen af 1800-tallet fastlagde han en stang, der bøjer ind mod hårene, og den blev standardbuen i violinfamilien.

Violinens familiemedlemmer er bratschen (strenge C, G, D, A), celloen (C2, G2, D3, A3, en oktav under bratschen, spilles stående på gulvet) og kontrabassen. Kontrabassen stemmes i kvarter, E1, A1, D2, G2, og noteres en oktav højere, end den klinger.

1. ca. 1520–1550
   Violinen får sin form i Norditalien.
2. 1564
   Andrea Amati bygger den ældste daterede violin, der findes endnu.
3. ca. 1700
   Stradivari begynder på sin „grand pattern“; omkring tyve gyldne år følger.
4. Begyndelsen af 1800-tallet
   Tourtes bue, der bøjer ind mod hårene, bliver standard.
5. ca. 1820
   Louis Spohr opfinder hagestøtten.
6. 1800-tallet
   Højere stole og en bagudvippet hals giver en kraftigere, lysere lyd; vibrato bliver almindeligt.
7. 1900-tallet
   E-strengen skifter fra tarm til stål.

Kom i gang og pleje

For at tjekke størrelsen holder du violinen under hagen og rækker venstre hånd ud til sneglen: hånden skal kunne lukke sig behageligt om sneglen, uden at du skal strække dig. Yamaha angiver kropslængder på omkring 14 tommer for 4/4, 13 for 3/4, 12 for 1/2, 11 for 1/4, 10 for 1/8, 9 for 1/16 og 8 for 1/32.

Før du spiller, drejer du på skruen for enden af froschen for at indstille hårenes spænding, og så stryger du kolofonium jævnt på langs af alle hårene; første gang skal der mere til. Stem alle fire strenge først. Almindelige begynderproblemer er at klemme violinen for hårdt, at presse for meget med kæben, nakken eller ryggen og at bruge så meget kolofonium, at lyden bliver skinger.

Violinens trædele holdes sammen med lim, så pludselige ændringer i varme eller luftfugtighed kan få en limning til at gå op eller strengene til at blive ustemte. Hold violinen væk fra direkte sol, ekstrem varme, kulde, tørke, fugt, støv og kraftige rystelser, og lad den ikke ligge længe i en bil.

• Løsn altid buehårene, før du lægger buen tilbage i kassen; det hjælper buen til at holde længere.
• Tør violinen af med en blød, tør klud; brug aldrig benzen, sprit eller fortynder, og spray ikke noget i nærheden af den, fordi det skader lakken.
• Om sommeren og vinteren venter du, til violinen har vænnet sig til stuetemperaturen, før du spiller.
• Udskift kolofonium mindst én gang om året, før det tørrer ud og bliver støvet i stedet for klæbrigt, og skift strenge med nogle måneders mellemrum.
• Skift én streng ad gangen. Hvis du tager alle fire af, kan stolen vælte, og strengeholderen kan gå løs.
• Når du drejer en skrue, trykker du den samtidig godt ind mod skruekassen.
• Tjek efter stemningen, at den side af stolen, der vender mod strengeholderen, står vinkelret på dækket. Hvis den hælder, stiller du violinen på et stabilt underlag, løsner strengene lidt og retter forsigtigt stolen op med begge hænder, så hver streng bliver i sit hak.
• Hold ansigtet væk fra violinen, mens du stemmer eller skifter strenge; en streng, der springer, kan skade øjnene eller ansigtet.

Udforsk mere

• StrengeinstrumenterEn streng laver lyd, når den vibrerer. Lær, hvordan violinfamilien, guitarer og harper virker, og hvorfor det ændrer tonen at trykke på en streng.
• CelloViolinfamiliens dybe, varme stemme: hvordan buen får en streng til at synge, hvordan du sidder, og strengene C G D A.
• Akustisk guitarKlassisk guitar med nylonstrenge og westernguitar med stålstrenge: dele, hvor lyden kommer fra, spil og forskelle.
• ElguitarEn elguitar laver strengenes vibrationer om til elektricitet til en forstærker. Sådan virker pickupper og forvrængning.
• ElbasGuitarfamiliens dybeste medlem: hvordan pickupperne virker, hvordan du knipser og griber, omfanget og historien.
• UkuleleEn lille firestrenget guitar fra Madeira og Hawaii: delene, hvorfor G-strengen er højere end C, og din første akkord.