Akustisk guitar: klassisk og stålstrenget, sådan virker de

Mød den akustiske guitar

En guitarkrop har en ”talje”, en del, der buer indad på midten, og halsen er inddelt af bånd. De tidlige guitarer havde fire strenge; i dag er seks standard. Guitarer findes i tre grundtyper: akustisk med nylonstrenge (klassisk guitar og flamencoguitar), akustisk med stålstrenge (westernguitar) og elguitar. Denne side handler om de to første.

Den største forskel er strengene. På en klassisk guitar er streng 1–3 enkelte, klare nylontråde, og streng 4–6 har en kerne af cirka 200 nylonfibre omspundet med forsølvet kobbertråd. På en stålstrenget guitar er streng 1–2 glatte stålstrenge, og streng 3–6 er omspundet med metal, tit 80/20-bronze eller fosforbronze.

Stålstrenge er spændt meget hårdere: ét nylonsæt med normal spænding (D'Addario EJ45) trækker i alt 85,8 lb (38,9 kg) fordelt på seks strenge, mens et stålsæt 12–53 (EJ16) kommer op på cirka 160 lb, omtrent dobbelt så meget. Ligesom med en elastik gælder det, at jo strammere en streng er spændt, desto sværere er den at trykke ned.

En guitar med nylonstrenge er næsten altid svagere end en med stålstrenge, og når man strummer, lyder den blødere; stålstrenge giver en sprød tone. Nylon bruges i klassisk musik, flamenco, latinamerikansk musik, bossa nova, jazz og pop; stål i folkemusik, pop, rock, blues, country og bluegrass.

En klassisk hals er bredere (52 mm ved sadlen på en typisk Yamaha), halvrund på bagsiden og møder kroppen ved 12. bånd. En stålstrenget hals er smallere (43 mm), mere trekantet på bagsiden og møder som regel kroppen ved 14. bånd, så mere af gribebrættet er let at nå.

Familie

Strengeinstrument (knipset)

Klassifikation

Hornbostel–Sachs 321.322-5: kasselut med hals, spillet med de bare fingre

Strenge

6; nylon på den klassiske guitar, stål på westernguitaren

Klingende omfang

E2 til C6 (20 bånd)

Nøgle

Diskantnøgle, skrevet en oktav højere, end det lyder

Transponering

Lyder en oktav dybere, end der står

Almindelige størrelser

Klassisk: 650 mm mensur (Yamaha C40II); stålstrenget: 25,4 tommer ≈ 645 mm (Martin D-28)

Guitarens dele

Fra hovedet til enden består en akustisk guitar af delene nedenfor. De to typer har de fleste dele til fælles; de er forskellige i den skjulte afstivning, i hvordan strengene sidder fast, og i slagpladen på stålstrengede guitarer: klassiske strenge bindes fast i stolen, stålstrenge holdes fast i den med små stolestifter.

Gode lydplader er tit bogmatchede: ét stykke træ saves i to plader, der foldes op som en bog, så årerne på de to sider er spejlbilleder af hinanden.

Nogle dele sidder inde i eller bag instrumentet, hvor billedet ikke kan vise dem; deres numre viser cirka, hvor de sidder.

12345678910

1. 1
   Hoved og stemmeskruer headstock / tuning keys

   Når du drejer en stemmeskrue, strammes eller løsnes en streng, og det er sådan, du stemmer. Klassiske guitarer har for det meste åbne stemmemekanikker.

2. 2
   Sadel nut

   Den lille liste, der holder strengene ved hovedet, hvor en løs streng begynder at vibrere. I dag som regel af ben, hård plast eller messing.

3. 3
   Hals neck

   Den lange del, din venstre hånd holder om. I en stålstrenget hals gemmer der sig en justerbar stålstang (halsstang), cirka 6 mm tyk, som forhindrer halsen i at bøje.

4. 4
   Gribebræt og bånd fingerboard / frets

   Hvor du trykker strengene ned, tit af ibenholt. Når du trykker, bliver metalbåndet det nye endepunkt; hvert bånd tættere på kroppen gør tonen en halvtone højere.

5. 5
   Lydplade (top) top / soundboard

   Den tynde forside, tit af gran eller red cedar, cirka 2,5–3 mm tyk. Strengenes vibration når den gennem stolen, og lydpladen skubber til luften; bunden er meget mindre vigtig for lyden.

6. 6
   Lydhul og rosette sound hole / rosette

   Forbinder luften inde i kroppen med luften udenfor og hjælper med at skabe en dyb resonans; ringen omkring hullet er en indlagt dekoration.

7. 7
   Slagplade pickguard

   På stålstrengede guitarer en tynd plade ved siden af lydhullet, der forhindrer plekteret i at ridse lydpladen. Guitaren på billedet er en klassisk guitar, som som regel ikke har nogen; nummeret viser, hvor den sidder på en stålstrenget guitar.

8. 8
   Afstivning bracing

   Tynde træribber, der er limet på indersiden af lydpladen. De tager trækket fra strengene og former tonen: vifteformet på klassiske guitarer, større og stærkere X-afstivning på de fleste stålstrengede guitarer.

9. 9
   Stol og stolsadel bridge / saddle

   Holder strengene i den nederste ende og fører deres vibration ind i lydpladen. Stole laves af hårde træsorter som ibenholt eller palisander; stolsadlen er tit af ben.

10. 10
    Sider og bund sides (ribs) / back

    Danner kroppens kant og bagside, tit af mahogni, palisander eller ahorn. Bunden betyder meget mindre for lyden end lydpladen.

Hvor lyden kommer fra

En streng er så tynd, at den næsten ikke skubber til luften, når den svinger, så alene lyder den meget svagt. Vift med en spisepind, og du mærker knap nok et pust; vift med en vifte, så gør du. Guitaren fører strengens vibration gennem stolsadlen og stolen ind i lydpladen, og den brede lydplade kan skubbe til en masse luft.

Kroppen er egentlig ikke en forstærker: al energien kommer fra dit anslag, og kroppen laver bare strengens vibration om til luftvibration på en mere effektiv måde, lidt ligesom membranen i en højttaler. Groft sagt kommer de høje toner mest fra lydpladen, som drives af stolen, mens meget af den dybe lyd kommer fra luften inde i kroppen og går ud gennem lydhullet.

Luften indeni resonerer også. Luften i lydhullet bliver skubbet frem og tilbage, ligesom den tuden, du får, når du blæser hen over en tom flaske; det kaldes helmholtzresonans, og på en guitar ligger den mellem F#2 og A2, afhængigt af instrumentet. Et større lydhul giver mere lyd; et mindre er svagere, men rundere.

En strengs tonehøjde afhænger af fire ting: masse, spænding, længde og hvordan den vibrerer. Tungere, løsere og længere strenge lyder dybere. Med samme længde og spænding skal der fire gange så meget vægt til for at komme en oktav ned, så de dybe strenge har en tynd kerne omspundet med metaltråd: tungere, men ikke for stive.

Når du trykker en streng ned, overtager båndet sadlens plads som endepunkt, strengen bliver kortere, og tonen stiger. Ved 12. bånd er strengen halvt så lang, en oktav højere; ved 7. bånd er den 2/3, og E bliver til H; ved 5. bånd er den 3/4, og E bliver til A. Hver halvtone ganger længden med cirka 0,944, så båndene bliver smallere ind mod kroppen.

Hvor du knipser, ændrer tonen: tæt på stolen lyder det lysere, og knipser du på en tredjedel af strengen, forsvinder 3., 6., 9. … deltone. Et anslag ind mod lydpladen starter kraftigt og dør hurtigt; et anslag parallelt med lydpladen er svagere, men klinger længere.

Lige efter et anslag har strengen et skarpt knæk, fuld af høje frekvenser; de dør hurtigt ud, så efter cirka et sekund bliver lyden rundere. Nylonstrenge svinger bredt og har brug for større afstand, så klassiske halse er bredere; stålstrenge trækker så hårdt, at lydpladen har brug for større og stærkere afstivning.

Prøv det: spil den løse A-streng (5. streng), og bevæg langsomt et stykke pap frem og tilbage foran lydhullet. Lyt til, hvordan lyden ændrer sig. Du kan også holde øret tæt på lydhullet og synge dybe toner omkring F#2 til A2 for at finde den, der får kroppen til at klinge med.

Sådan spiller du

Klassisk guitar spilles som regel siddende: venstre fod på en fodskammel, guitarens talje på venstre lår og hovedet til venstre, løftet op til cirka øjenhøjde. Det er højre underarm, der rører ved guitaren; højre albue hviler på kroppens kant, med håndled og hånd afslappede.

Venstre tommelfinger støtter halsens bagside, mens fingrene står op og trykker med fingerspidserne. Tryk lige ved siden af båndet på hovedsiden, ikke oven på det, ellers stopper fingerens bløde del vibrationen, og tonen lyder grumset.

Klassiske guitarister knipser som regel med tommelfinger til og med ringfinger og bruger normalt ikke plekter; fingersætningen skrives p (tommelfinger), i (pegefinger), m (langfinger) og a (ringfinger). Den stålstrengede guitar er god til at akkompagnere sin egen sang, for det meste med plekter, med strum eller brudte akkorder (tonerne i en akkord én ad gangen).

Når du strummer, så tæl højt: strum først kun på slag 1, derefter halvnoder, fjerdedelsnoder og ottendedelsnoder; ottendedelenes ”og” strummes opad og rammer som regel kun de tre lyse strenge. Flamencoens rasgueado bruger alle fingrene; en hammer-on får en tone til at lyde ved at slå en finger i venstre hånd ned på gribebrættet og en pull-off ved at trække den af; en capo klemmes fast om halsen, så du kan hæve tonearten uden at ændre akkordgrebene.

• Løse strenge: klassisk (nylon)Uden at trykke på noget bånd knipser du streng 6, 5, 3 og 1: E2, A2, G3, E4. Lyt til den bløde nylonlyd.
• Løse strenge: stålstrengetDe samme fire løse strenge på en stålstrenget guitar: E2, A2, G3, E4. Sammenlign, hvor sprød starten på hver tone er.
• 12. bånd: en oktav opPå den klassiske guitars 1. streng først det løse E4, derefter 12. bånd, hvor strengen er halvt så lang: E5.
• 13. bånd: en oktav plus en halvtonePå den stålstrengede guitars 1. streng det løse E4, derefter 13. bånd: F5. Tolv bånd giver en oktav, ét mere lægger en halvtone til.

Omfang og noder

Guitarmusik skrives i diskantnøgle, men efter fast praksis skrives den en oktav højere, end den lyder. Nogle noder har et lille 8-tal under diskantnøglen for at minde dig om, at det lyder en oktav dybere.

Den løse 5. streng skrives for eksempel som A3, men lyder som A2 (110 Hz). De seks løse strenge skrives E3, A3, D4, G4, B4 (H4), E5 og lyder som E2, A2, D3, G3, B3 (H3), E4. Strenge ved siden af hinanden ligger for det meste en ren kvart fra hinanden; kun G (3. streng) til H (2. streng) er en stor terts.

Den dybeste tone er den løse 6. streng, E2 (cirka 82,4 Hz). Den højeste afhænger af båndene: på en guitar med 20 bånd når 1. streng op til C6, med 19 bånd B5 (H5); i guitarnoder er det E3 til C7. Den 6. streng stemmes tit en heltone ned til D (drop D), så D2 kommer med i bunden.

Lyt

• Dybeste streng E2: nylon mod stålFørst den klassiske guitar, så den stålstrengede. Begge spiller E2; hvilken starter sprødest, og hvilken lyder blødest?
• 5. streng A2 (110 Hz)Denne tone ligger tæt på kroppens luftresonans (cirka F#2 til A2). Sammenlign, hvor længe og hvor fyldigt den dybe tone klinger på hver guitar.
• 3. streng G3Den klassiske G-streng er en enkelt nylontråd; den stålstrengede G-streng er omspundet med metal. Hør forskellen i klangfarve.
• 1. streng E4: efter anslagetAllerførste start på tonen er skarpere; efter cirka et sekund bliver den rundere, når de høje frekvenser dør ud.
• Højt oppe på halsen: E5 og F5Den klassiske guitars E5 ved 12. bånd, derefter den stålstrengedes F5 ved 13. bånd.

Historie og familie

Guitaren dukkede op omkring Spanien for cirka 500 år siden (1400–1500-tallet). Guitarer i 1500-tallet var meget mindre end nutidens, med fire kor (strengepar), tarmstrenge og bånd af tarm, der var bundet om halsen.

Et femte kor kom til omkring år 1600, og så havde man den ”spanske guitar”. I 1700-tallet blev de bundne tarmbånd afløst af faste bånd af elfenben eller metal, og senere i århundredet kom et sjette kor til. Omkring år 1800 blev strengeparrene til seks enkelte strenge stemt E–A–D–G–H–E, den stemning, der stadig bruges i dag.

Meget af den moderne klassiske guitar stammer fra den spanske guitarbygger Antonio de Torres (1817–1892). Han begyndte at bygge i 1850'erne og lavede længere og bredere kroppe for at få en kraftigere guitar. Han opfandt ikke vifteafstivningen, men han fuldendte den og gjorde den udbredt.

Stålstrengenes historie er amerikansk. C. F. Martin startede sin forretning i New York i 1833, og i midten af 1800-tallet udviklede firmaet Martin X-afstivningen, som senere gjorde det muligt for guitarer at klare trækket fra stålstrenge. Musikere på turné havde brug for en lydstyrke, der kunne nå helt ned bagerst i koncertsalen, så firmaet skiftede ret hurtigt fra tarmstrenge til metalstrenge, og stålstrengede guitarer bredte sig i begyndelsen af 1900-tallet.

Under Anden Verdenskrig var der mangel på tarmstrenge, fordi tarm blev brugt til at sy sår på slagmarken. Guitarbyggeren Albert Augustine i New York arbejdede sammen med guitaristen Segovia om at udvikle nylonstrenge, som kom på markedet i slutningen af 1940'erne.

Guitarens slægtninge omfatter lutten, vihuelaen (en større fætter med flere strenge) og flamencoguitaren (tyndere krop, livligere og skarpere lyd, der hurtigt dør ud), og desuden den tolvstrengede guitar, elguitaren og den sydamerikanske charango. Ukulelens fire strenge har de samme intervaller som guitarens streng 1–4, men på andre tonehøjder.

1. 1400–1500-tallet
   Guitaren dukker op omkring Spanien; guitarer i 1500-tallet har fire kor og tarmstrenge
2. ca. 1600
   Et femte kor kommer til; den ”spanske guitar”
3. 1759
   Den ældste kendte guitar med vifteafstivning, tilskrevet Francesco Sanguino i Sevilla
4. 1700-tallet
   Bundne tarmbånd afløses af faste bånd; et sjette kor kommer til i anden halvdel
5. ca. 1800
   Seks enkelte strenge stemt E–A–D–G–H–E
6. 1833
   C. F. Martin starter sin forretning i New York
7. 1850'erne
   Antonio de Torres begynder at bygge og former den moderne klassiske guitar
8. ca. 1916
   Kropsformen Dreadnought dukker op
9. slutningen af 1940'erne
   Nylonstrenge til klassisk guitar kommer på markedet

Kom i gang og pleje

Når du vælger din første guitar, så hold den: din venstre hånd skal kunne nå den yderste ende af gribebrættet, ellers skal du vælge en kortere mensur; mindre spillere kan bruge en 3/4-guitar. Nylonstrenge har lavere spænding end stålstrenge, og begyndere synes tit, at de er lettere at spille på. Lav strengehøjde (strengenes højde over gribebrættet) er lettere at trykke ned, men for lav giver summen eller toner, der ikke klinger, så få en kyndig reparatør til at indstille den.

Guitarer er lavet af træ; 45–55 % luftfugtighed er ideelt, og luft, der er for tør, kan få træet til at revne og stolen til at løfte sig. Ligesom en elastik trækker nylon sig faktisk sammen, når det bliver varmt (Gough–Joule-effekten), så en klassisk guitar bliver for høj i varme, mest på streng 2 og 3.

• Hver gang du er færdig, så tør sved og fedt af med en tør klud lavet til instrumenter; brug ikke en silikoneklud, som kan skade lakken.
• Skift klassiske strenge mindst hver 6. måned, helst hver 3.; stålstrenge hver måned eller med få ugers mellemrum, hvis du spiller hver dag, eller cirka hver 3. måned, hvis du spiller mindre. Skift alle seks på én gang.
• Stem hver streng op til tonen nedefra; stemmer du ned til den, bliver den let ustemt.
• Læg guitaren tilbage i kassen, når du ikke spiller, og tag capoen af i stedet for at lade den sidde på i kassen.
• Skal du ikke spille på en klassisk guitar i mere end 2–3 uger? Løsn strengene et par omgange.
• Overlad en bøjet hals, en stol, der løfter sig, eller meget slidte bånd til en professionel reparatør; hvis stolen løfter sig, så sæt ikke nye strenge på, før den er repareret.

Udforsk mere

• StrengeinstrumenterEn streng laver lyd, når den vibrerer. Lær, hvordan violinfamilien, guitarer og harper virker, og hvorfor det ændrer tonen at trykke på en streng.
• ViolinViolinen: strengene G D A E, hvordan bue og kolofonium får strengen til at synge, hvordan man spiller, omfanget fra G3.
• CelloViolinfamiliens dybe, varme stemme: hvordan buen får en streng til at synge, hvordan du sidder, og strengene C G D A.
• ElguitarEn elguitar laver strengenes vibrationer om til elektricitet til en forstærker. Sådan virker pickupper og forvrængning.
• ElbasGuitarfamiliens dybeste medlem: hvordan pickupperne virker, hvordan du knipser og griber, omfanget og historien.
• UkuleleEn lille firestrenget guitar fra Madeira og Hawaii: delene, hvorfor G-strengen er højere end C, og din første akkord.