Klaver: sådan er det bygget, sådan lyder det, sådan spiller du

Klaverets lyd kommer fra strenge, men det, der sætter dem i sving, er en række små hamre. Tryk en tangent ned, så slår en hammer på en streng: trykker du blødt, bliver lyden svag; trykker du hårdt, bliver den kraftig og stærk. Denne side viser, hvad der gemmer sig inde i et klaver, og hvordan du kommer i gang med at spille.

Gennemgået 9. oktober 2026

I denne lektion

Mød klaveret

Klaveret er et strengeinstrument med klaviatur. Når du trykker en tangent ned, kaster mekanikken (alle de vægtstænger, der fører din bevægelse videre til hammeren) en filtbeklædt hammer mod metalstrenge. Fordi det kan spille svagt eller kraftigt, alt efter hvordan du trykker, blev det kaldt pianoforte: piano betyder svagt, forte betyder kraftigt. I 1711 kaldte Scipione Maffei det et ”cembalo med svagt og kraftigt”, første gang det senere navn dukkede op.

Lyden kommer fra strenge, så klaveret hører til strengeinstrumenterne. Men strengene bliver slået an af hamre, præcis som på et hakkebræt, så det minder også lidt om et slagtøjsinstrument. I Hornbostel–Sachs-systemet står det blandt citrene i gruppen kordofoner: strengene slås an med hamre og spilles fra et klaviatur.

Der findes to hovedtyper. I en flygel ligger strengene parallelt med gulvet, og den er cirka 1,5 m til lidt over 2,7 m lang; i et opretstående klaver (pianino) står strengene lodret for at spare plads. Et moderne klaver har 88 tangenter: 52 hvide og 36 sorte, cirka 7¼ oktav.

Familie: Tasteinstrument (også et strengeinstrument)
Klassifikation: Kordofon, citertype, anslået med hamre, med klaviatur (H–S 314.122-4-8)
Klingende omfang: A0 til C8 (88 tangenter)
Nøgler: Klaversystem (diskantnøgle + basnøgle)
Transponering: Ikke transponerende (lyder, som der står)
Almindelige størrelser: Flygel cirka 1,5–2,7+ m lang; opretstående klaverer findes som spinet-, konsol- og studiomodeller

Klaverets dele

Et klaver har mere end ti tusind dele, og de fleste af dem sidder i mekanikken. Listen nedenfor følger lydens vej: fra din finger til hammeren, til strengene og resonansbunden.

Alle strengene tilsammen trækker i rammen med en kraft på cirka 20 ton (kilderne siger 18 til 30 ton, afhængigt af klaveret). Hver streng er spændt med cirka 80–90 kg. Derfor har et klaver brug for en ramme af støbejern.

Tag en Steinway Model D, en almindelig koncertflygel: 274 cm lang, 156 cm bred og 483 kg. Dens yderkasse er 17 lag hård ahorn, der er bøjet sammen til ét stykke (et Steinway-patent fra 1878). Tangenterne er af europæisk gran, den længste 62,2 cm; resonansbunden er af sitkagran, 9 mm tyk på midten og 6 mm ved kanterne; hamrene er uldfilt på træ af avnbøg.

Nogle dele sidder inde i eller bag instrumentet, hvor billedet ikke kan vise dem; deres numre viser cirka, hvor de sidder.

Hvor lyden kommer fra

Tryk en tangent ned, så slår hammeren på strengen. Men en streng alene lyder meget svagt, ligesom en enkelt udspændt elastik. Den ene ende hviler på stolen, som er limet fast på resonansbunden, så vibrationen går over i den store plade, og pladen skubber til luften. Det er ligesom at lægge en mobil i en tom skål: skålen vibrerer også, og lyden bliver større.

Det smarteste ved et klaver er, at hammeren springer væk fra strengen lige efter slaget, så den ikke bliver liggende på strengen og kvæler lyden. Det kaldes udløsningen, lidt ligesom når du rører ved en varm pande og trækker fingeren til dig med det samme.

Hver tangent har sine egne strenge med en fast tonehøjde, så du vælger en tangent i stedet for at ændre strengens længde med fingeren som på en violin. Jo kortere, tyndere og strammere en streng er, desto højere tone. Basstrengene er omspundet med kobber for at gøre dem tungere, ligesom når man vikler tykt garn om et sjippetov, så det svinger langsommere, og derfor kan de lyde dybt uden at være kæmpelange.

I mellemlejet og øverst har hver tangent 3 strenge, der lyder sammen; længere nede bliver det til 2, og de dybeste toner har kun 1. Når en streng giver sin energi videre til resonansbunden, giver den meget hurtigt i starten og derefter meget langsommere. Derfor dør en klavertone først hurtigt ud og klinger så svagt videre i lang tid, ligesom en sten, der bliver kastet i vandet: et stort plask, så langsomme ringe.

Hammeren slår cirka 1/7 af strengens længde fra den ene ende (det varierer med registret), hvilket svækker den 7. deltone (den 7. tone i overtonerækken), en der skurrer mod de andre toner. Klaverstrenge er tykke og stive, ligesom en stållineal, der er sværere at bøje end en elastik, så deres øvre overtoner bliver en anelse for høje; klaverstemmere strækker derfor hele stemningen lidt. Hvor meget stemningen strækkes over hele omfanget, afhænger af klaveret: cirka 45 cent på en Steinway Model M og 60 cent på en Model D (1 cent er en hundrededel af en halvtone).

Uldfilten på hammeren er speciel: den er blød, når den bliver rørt let, og bliver hårdere, jo mere den bliver presset sammen, ligesom en svamp. Når du spiller svagt, bliver lyden derfor blød og rund, og når du spiller hårdt, bliver den ikke bare kraftigere, men også stærkere i karakteren.

Så snart fingeren slipper tangenten, trykker dæmperens filt på strengen, og lyden stopper, ligesom når du lægger hånden på en gynge, der svinger. Strenge, du ikke spillede på, vibrerer også lidt med de andre. Denne medsvingning giver et akustisk klaver dets fyldige lyd.

Prøv det: hold højre pedal nede på et akustisk klaver (den løfter alle dæmperne fra strengene), syng et kraftigt ”aaa” ind mod strengene, og stop så pludselig. Lyt: strengene svarer med den tone, du sang. Det er medsvingning.

Sådan spiller du

Stil klaverbænken midt for klaviaturet, vendt mod klaveret, og sid på den forreste halvdel af den. Hold begge fødder fladt på gulvet, skuldre og arme afslappede og ryggen ret. Indstil højden, så albuerne er cirka i højde med tangenterne; afstanden er rigtig, når din knyttede hånd, med armen strakt frem, lige netop rører ved tangentlåget.

Form hånden, som om du forsigtigt holdt et æg, eller som hånden naturligt krummer, når armen hænger ned langs siden. Fingrene har numre: tommelfinger 1, pegefinger 2, langfinger 3, ringfinger 4 og lillefinger 5. Lad hånd, håndled og underarm være én enhed, og lad underarmens vægt synke ned i tangenterne, så fingrene ikke skal trykke hårdt.

De dybe toner er til venstre, de høje til højre. De sorte tangenter sidder i grupper på 2 og 3: de hvide tangenter omkring en gruppe på 2 er C, D og E, og omkring en gruppe på 3 er F, G, A og B (H). Klaverets tonehøjder ligger allerede fast; det, du bestemmer, er hvilken tangent, hvor meget kraft og hvor hurtigt du slipper, og alt det former udtrykket.

For at spille en C-durskala med højre hånd bruger du 1-2-3 på C, D, E, fører så tommelfingeren ind under til F og spiller 1-2-3-4-5 op til det næste C; på vej ned krydser finger 3 hen over tommelfingeren. Venstre hånd bruger det omvendte mønster: 5-4-3-2-1, derefter 3-2-1. I skalaer sætter man ikke tommelfingeren på sorte tangenter.

Højre pedal er dæmperpedalen: den løfter alle dæmperne, så tonerne bliver ved med at klinge, når du slipper tangenterne. Brugt godt gør den klangen fyldigere og kraftigere; holdt for længe flyder harmonierne sammen. Når du skifter akkord, bruger du legatopedal: spil de nye toner først, løft så pedalen og tryk den ned igen (”spil–op–ned”). Hold hælen i gulvet, og brug forfoden i stedet for at løfte hele benet.

Venstre pedal er pianopedalen (una corda). På en flygel flytter den hele mekanikken til siden, så hamrene rammer færre strenge, og lyden bliver svagere og blødere; på et opretstående klaver flytter den hamrene tættere på strengene. Flyglets midterste pedal er sostenutopedalen, som kun lader de tangenter klinge videre, som du allerede holdt nede, da du trådte på den; den bliver brugt mindst af de tre. På et opretstående klaver er den midterste pedal som regel en øvepedal, der sænker en filtstrimmel ned mellem hamre og strenge.

Staccato betyder korte, hurtige toner; en trille betyder, at man skifter mellem to toner så hurtigt, man kan. En flygels hammer falder tilbage ved sin egen vægt, så en tangent kan gentages mere end ti gange i sekundet; i et opretstående klaver føres hammeren tilbage af en fjeder, cirka 7 gange i sekundet.

Almindelige begynderproblemer: en bænk, der er for lav; at det yderste fingerled (det lige over neglen) bøjer bagud, især på pege- og ringfingeren; et vredet håndled; og at man tramper på pedalen, når man er nervøs.

1-2-3 på C D E, tommelfingeren går ind under til F, derefter 1-2-3-4-5 op til det næste C. Lyt efter, at tommelfingerskiftet lyder lige så jævnt som alle de andre toner.
Fra det øverste C spiller du 5-4-3-2-1 ned til F, derefter krydser finger 3 hen over tommelfingeren til E, D og C.
Spil tonerne i C-akkorden (C, E, G) én ad gangen opad, ligesom når man stryger hen over en harpe. Hånden åbner sig mere end til en akkord.

Omfang og noder

Klavermusik skrives i klaversystem: et nodesystem med diskantnøgle øverst og et med basnøgle nedenunder. Begyndere læser som regel diskantnøglen med højre hånd og basnøglen med venstre. Det enstregede c (C4) ligger mellem de to nodesystemer; det kan skrives lige over basnøglens system eller lige under diskantnøglens system.

De 88 tangenter går fra den dybeste tone, A0 (27,5 svingninger i sekundet), til den højeste, C8 (cirka 4.186 i sekundet). A'et over det enstregede c, A4, er den almindelige stemmetone med 440 svingninger i sekundet.

Klaveret er ikke et transponerende instrument: et skrevet C4 lyder som C4. I lektionen om transponering bruges den tone, klaveret spiller, som den ”klingende tonehøjde”, som andre instrumenter sammenlignes med. Nogle få klaverer er større: en Bösendorfer-model har 97 tangenter, 9 ekstra i bunden helt ned til C0. De ekstra strenge er der mest for at klinge med og bliver næsten aldrig spillet.

Det enstregede c (C4) kan stå lige under diskantnøglens system eller lige over basnøglens system.

A0 – C8

Lyt

A0, C2, C4, C6, C8. Dybe toner er mørke og klinger længe; jo højere du kommer, desto kortere og lysere bliver tonen, og desto hurtigere dør den ud.
C4 sidder midt i klaversystemet; A4 er stemmetonen på 440 Hz.
Først gruppen med 2 sorte tangenter, så gruppen med 3.
C1 til C8. Hvert skridt op er en oktav: det samme tonenavn, bare højere.

Historie og familie

Før klaveret fandtes der allerede strengeinstrumenter med klaviatur. Klavikordet dukkede op i 1300-tallet; en lille messingstift skubber op mod strengen, og det er så svagt, at man næsten ikke kan høre det en meter eller to væk. Cembaloet dukkede op i Italien omkring år 1500; det plukker strengene, og lydstyrken er omtrent den samme, uanset hvordan du trykker. Hakkebrættet, hvor man slår på strengene med små hamre, regnes også for en af klaverets forfædre.

Omkring år 1700 i Firenze byggede Bartolomeo Cristofori (1655–1731), der passede instrumenterne for familien Medici, et nyt instrument med hamre og dæmpere. Hans udløsning lod hammeren falde væk lige efter slaget, og hans strenge var tykkere og strammere end cembaloets. Det ældste bevarede klaver er et, han byggede i 1720, med 54 tangenter, og det står i dag på The Metropolitan Museum of Art.

Klaveret bredte sig hurtigt til Tyskland og England. J. S. Bach syntes først, at Gottfried Silbermanns klaverer var for tunge at spille på og svage i diskanten, men roste dem senere. I Wien var Johann Andreas Steins mekanik lys og letspillet, og Mozart elskede den; i London i 1770'erne og 1780'erne udviklede Broadwood og andre den kraftigere engelske mekanik.

I 1800-tallet blev klavererne større og kraftigere. Franskmanden Sébastien Érard opfandt den dobbelte udløsning, som lader en tangent gentage hurtigt: den blev patenteret første gang i 1808, og en forbedret udgave blev patenteret i 1821 i navnet på hans nevø Pierre Érard. Flygler bruger stadig denne idé i dag. Støbejernsrammer afløste trækonstruktioner, filthamre afløste læder, og i 1850'erne kombinerede Steinway & Sons, der blev grundlagt på Manhattan i New York af Henry Engelhard Steinway i 1853, krydsbestrengning (basstrengene går skråt hen over diskantstrengene) med en støbejernsramme i ét stykke i flyglet, konstruktioner som senere blev overtaget af producenter i hele verden. Omfanget voksede fra 5 oktaver (61 tangenter) i slutningen af 1700-tallet til 88 tangenter, som begyndte at dukke op i slutningen af 1860'erne og blev standard omkring år 1900.

Klaverfamilien omfatter det tidlige fortepiano, taffelklaveret, flyglet, det opretstående klaver, ”girafklaveret” (et tidligt opretstående klaver, der er en flygel stillet på højkant med halen opad) og nutidens digitale klaverer og silent-klaverer. Omkring 1860 havde det opretstående klaver næsten helt afløst taffelklaveret som det almindelige klaver i hjemmet.

1300-tallet
Klavikordet dukker op
ca. 1500
Cembaloet dukker op i Italien
ca. 1700
Cristofori bygger de første klaverer i Firenze
1720
Det ældste bevarede klaver (Cristofori, 54 tangenter)
1732
Lodovico Giustini udgiver 12 sonater, den tidligste musik, man kender, der blev skrevet og udgivet til klaver
1800
John Isaac Hawkins bygger det første vellykkede lille opretstående klaver
1808
Sébastien Érards dobbelte udløsning bliver patenteret første gang (en forbedret udgave patenteres af nevøen Pierre i 1821)
1825
Alpheus Babcock i Boston laver den første jernramme i ét stykke (til et taffelklaver)
1826
Jean-Henri Pape i Paris patenterer filtbeklædte hamre
1853
Henry Engelhard Steinway grundlægger Steinway & Sons på Manhattan i New York
1850'erne
Steinway kombinerer krydsbestrengning og en jernramme i ét stykke i flyglet
1862
Claude Montal i Paris opfinder sostenutopedalen
1868
Steinways første flygel med 88 tangenter (står i dag på The Met)
1878
Steinway patenterer sin bøjede yderkasse i ét stykke

Kom i gang og pleje

Et akustisk klavers klang ændrer sig med dit anslag, og strengene klinger rigt med hinanden, men det skal stemmes, fylder og vejer cirka 180–450 kg. Et digitalt klaver er let, har lydstyrkeknap, skal aldrig stemmes og kan bruges med høretelefoner, men følelsen og lyden er meget forskellig fra mærke til mærke og model til model. Piano Technicians Guild (PTG) foreslår, at du prøver begge dele, før du beslutter dig, og påpeger, at nogle færdigheder kun kan læres på et akustisk klaver.

PTG's sammenligningsskema påpeger, at digitale klaverer har 61 til 88 tangenter, ikke altid i fuld størrelse, og at kun de bedre modeller har vægtede tangenter (tangenter med vægt, som på et rigtigt klaver) og pedaler. Det er værd at tjekke; almindelige elektroniske keyboards har ikke vægtede tangenter. Før du køber et brugt akustisk klaver, så få en uddannet klavertekniker til at se på det: et klaver, der er ”gratis eller billigt”, kan ende med at blive det dyreste af alle, hvis det skal istandsættes.

Et klaver bliver langsomt ustemt, selv om ingen spiller på det, fordi hver stramt spændt streng gradvist strækker sig, mest i et nyt klavers første år. Yamaha foreslår stemning mindst én gang om året og to gange i det første år; PTG siger, at de fleste producenter anbefaler tre til fire stemninger i det første år og mindst to om året derefter. Hvor tit afhænger i virkeligheden af, hvor meget du spiller, og af klimaet.

Ændringer i luftfugtigheden flytter også stemningen. Når det er fugtigt, buer resonansbunden opad og trykker stolen mod strengene, så tonehøjden stiger; når det er tørt, krymper pladen, og tonehøjden falder. I begge tilfælde ændrer midten af klaviaturet sig mest. Pludselige ændringer kan endda få træ til at revne og lim til at slippe, lidt ligesom en trædør, der binder i regntiden.

Stil det et sted, hvor temperatur og luftfugtighed holder sig stabile: PTG foreslår cirka 20 °C og 42 % relativ luftfugtighed og understreger, at luftfugtigheden skal holdes stabil.
Hold det væk fra varme- og køleudtag, brændeovne, døre og vinduer og ude af direkte sollys.
Tør støv af med en blød klud; brug en separat klud til tangenterne, og tør bagfra og fremad, ikke fra side til side.
Hvis tangenterne er snavsede, så tør dem af med en godt opvredet klud og fortyndet mildt rengøringsmiddel. Brug aldrig sprit (det kan give revner) eller kemiske vådservietter, der ikke er lavet til klaverer.
Vask hænder, før du spiller.
Et opretstående klaver sender meget lyd ud bagtil: stil det ikke op ad en ydervæg, og tæpper og tunge gardiner hjælper med at holde lyden fra at nå naboerne.
Hvis én tone lyder som to forskellige toner, eller kraftigt spil giver en summende lyd, så bed en klavertekniker om at se på det.

Klaverlyd: Salamander Grand Piano af Alexander Holm (CC BY 3.0).