Tværfløjte: dele, hvordan den lyder, og hvordan man spiller

Mød tværfløjten

Tværfløjten er en træblæser. De fleste fløjter i dag er lavet af metal, men familien er opkaldt efter, hvordan den laver lyd, ikke efter, hvad den er lavet af: en luftsøjle inde i et rør svinger.

I Hornbostel–Sachs-systemet (et nummersystem for alle verdens instrumenter) er tværfløjten 421.121.12: en åben tværfløjte med fingerhuller. Det første 4-tal betyder aerofon (lyd skabt af luft); de næste trin snævrer det ind til kantblæste instrumenter og så til tværfløjter.

Den mest almindelige fløjte er koncertfløjten i C. Den er omkring 67–68 cm lang, og rørets inderside er omkring 19 mm bred. Til familien hører piccolofløjten (en oktav højere), altfløjten i G (en ren kvart lavere) og basfløjten (en oktav lavere). Altfløjten spiller omkring tre oktaver, fra G3 til G6. Basfløjten har et rør på omkring 130 cm. Endnu større kontrabasfløjter spiller endnu dybere.

Familie

Træblæser (fløjtefamilien)

Klassifikation

Aerofon; tværfløjte (Hornbostel–Sachs 421.121.12)

Klingende omfang

C4 til omkring C7 (B3 (H3) med H-fod)

Nøgle

Diskantnøgle (G-nøgle)

Transponering

Ikke-transponerende (klinger, som den noteres)

Almindelig størrelse

Omkring 67–68 cm lang, boring omkring 19 mm

Tværfløjtens dele

En tværfløjte kan skilles ad i tre dele: hovedstykket, midterstykket og fodstykket. Når du samler den, holder du om rørene og skubber dem ind i hinanden. Tag aldrig fat i klapperne.

Der findes to slags klapper. Lukkede klapper (den „tyske“ stil) har flade låg, der er lette at få tætte, og har som regel en forskudt G-klap, der stikker lidt ud, så den passer til venstre ringfinger. Åbne ringklapper (den „franske“ stil) er ringe med et hul i midten, som en donut. Det kræver øvelse at dække dem, men fingerspidserne kan mærke luften svinge, og du kan glide mellem tonerne.

Ingen af dem er bare bedre. Hver har sine egne styrker. Fløjter laves også af forskellige materialer. En sølvfarvet fløjte kan være forsølvet, af nysølv eller af sterlingsølv (92,5 % sølv). Der findes fløjter i 9, 14 og 18 karat guld, fløjter af platin og træfløjter af grenadil, et træ så tungt, at det synker i vand. En fløjte i 14 karat guld vejer omkring 500 g, en i sterlingsølv omkring 440 g. Piccolofløjter er som regel af grenadil eller kompositmateriale; dem af metal er de mindst almindelige.

Nogle dele sidder inde i eller bag instrumentet, hvor billedet ikke kan vise dem; deres numre viser cirka, hvor de er.

12345678

1. 1
   Krone (hovedskrue) crown

   Låget i hovedstykkets lukkede ende. Lad den være: drejer du på den, kan reflektoren indeni flytte sig.

2. 2
   Prop og reflektor cork & reflector

   Skjult ved siden af blæsehullet, 17 mm fra dets midte. Den holder oktaverne rene, især den tredje oktav.

3. 3
   Hovedstykke head joint

   Delen, hvor lyden starter. Det bliver lidt smallere mod kronens ende i stedet for at være et helt lige rør.

4. 4
   Blæsehul og læbeplade embouchure hole

   Underlæben dækker omkring den nederste tredjedel af hullet, og luften rammer den fjerneste kant. Hvordan hullet er skåret, ændrer, hvordan fløjten føles at spille på.

5. 5
   Midterstykke body

   Den midterste del, der har de fleste tonehuller og klapper.

6. 6
   Klapsystem (Böhm-systemet) keys

   Forbundne klapper lader én finger lukke mere end ét hul. En delt E-mekanik (split E) gør det høje E lettere at spille.

7. 7
   Tonehuller og puder tone holes & pads

   Hvert ekstra åbent hul hæver tonen en halvtone. Puderne lukker hullerne tæt og skal tørres efter spil.

8. 8
   Fodstykke foot joint

   Den sidste del, med klapper til de dybeste toner. En C-fod går ned til C4; en H-fod tilføjer B3 (H3).

Hvor lyden kommer fra

Blæser du hen over en tom flaske, får du en tone, og tværfløjten virker på samme måde. Din luftstråle rammer blæsehullets fjerneste kant. Den svingende luft i røret skubber strålen ud af hullet og trækker den så ind igen, igen og igen, som et flag, der blafrer i vinden.

Tværfløjten virker som en blokfløjte. Forskellen er, at en blokfløjte har en fast kanal, der retter luften for dig, mens det på tværfløjten er dine læber, der former og retter luften. Uden et rørblad til at hjælpe ændrer en lille ændring i luftens retning lyden meget.

Tværfløjten er åben mod luften udenfor i begge ender: ved blæsehullet og i den fjerne ende. Et rør, der er åbent i begge ender, kan give en hel stige af toner på 2, 3, 4 … gange den dybeste frekvens. Den længste lydbølge, det kan rumme, er omkring dobbelt så lang som fløjten. En klarinet, der er lukket i den ene ende, har i stedet stærkere ulige overtoner i sit dybe register. Helt præcist ligger trykknudepunktet lidt uden for hver åben ende, omkring 0,6 gange rørets radius; det kaldes endekorrektion.

Der er to måder at ændre tonehøjden på. Den første er at åbne et hul: det er som at gøre røret kortere, så tonen går op. På en Böhm-fløjte hæver hvert ekstra åbent hul tonen en halvtone. Den anden er at holde fingrene stille og ændre, hvordan du blæser: hurtigere luft, en mindre læbeåbning og kortere afstand til kanten får tonen til at springe op til en højere resonans. Med grebet for C4 kan du spille C4, C5, G5, C6, E6, G6, A♯6 og C7, som at klatre op ad trinene på den samme trappe. Ældre barok- og klassiske fløjter brugte også gaffelgreb: at lukke et hul under det første åbne.

Hvorfor kan tværfløjten ikke gå op i det uendelige? En række åbne huller virker som en si. Dybe lyde bliver kastet tilbage ved de åbne huller og bliver i røret, men meget høje lyde slipper forbi dem og fortsætter ned gennem røret. På en Böhm-fløjte ligger denne skillelinje, grænsefrekvensen, lidt over 2.000 Hz. Over den kan røret ikke holde på lyden lige så godt, og resonanserne bliver svagere.

Inde i hovedstykket virker den korte lomme af luft mellem proppen og blæsehullet som en lille fjeder. At proppen sidder 17 mm fra hullets midte, sammen med det lidt smallere hovedstykke, holder oktaverne rene; det fandt Böhm frem til ved at prøve sig frem. Spillet svagt lyder tværfløjten næsten som en ren sinusbølge (den enkleste lyd, uden overtoner). Jo kraftigere den spilles, jo mindre lyder den som en.

Prøv det: blæs hen over åbningen på en tom glasflaske, indtil du finder den vinkel, der giver en tone. Hæld lidt vand i, så der er mindre luft indeni, og blæs igen. Gik tonen op? Mindre svingende luft giver en højere tone. Når man åbner et tonehul på en tværfløjte, sker det samme: den svingende luftsøjle bliver kortere.

Sådan spiller man

Fløjtefamilien er den eneste i et harmoniorkester, der holdes til siden. Sid rank, og slap af i skuldre og albuer. Lad fløjten hvile mod roden af venstre pegefinger, hvor fingeren sidder fast på hånden, og læg mærke til, hvor tommelfingrene sidder. Hold håndleddene bøjet som bogstavet C, og læn ikke hovedet mod fløjten ude til højre. Nogle lærere foreslår, at armene skråner lidt nedad i stedet for at blive holdt vandret.

Dæk omkring den nederste tredjedel af blæsehullet med underlæben, hold munden midt for hullet, og blæs mod den fjerneste kant, som om du smilede lidt. Drej hovedstykket, indtil lyden kommer let. Begyndere starter ofte med hovedstykket alene. En lærer foreslår at blæse ned mod skødet i stedet for lige ud.

Til høje toner gør du læbeåbningen mindre og luften hurtigere. Til dybe toner åbner du læberne mere og blæser langsommere. Drejer du hovedstykket indad, bliver tonen lavere, og drejer du det udad, bliver den højere, så et hovedstykke, der er drejet for langt ind, har let ved at lyde for lavt.

Start hver tone med tungen, som om du sagde „tu“; det lyder tydeligere end „fu“. Til meget hurtige toner bruger fløjtenister dobbelttunge (ta-ka, te-ke, tu-ku) eller trippeltunge (te-ke-te, ta-ka-ta). Frullato (flutter-tunge) ruller et R med tungespidsen, eller i halsen ligesom når man gurgler, så tonen summer.

Fløjtenister er særligt gode til flageoletter: at bruge et dybt greb til at spille en højere naturlig overtone, markeret med en lille cirkel over noden. Hvisketoner (whisper tones) spilles med læberne knap nok åbne og meget blid luft, så enkelte overtoner klinger for sig selv; de kan nå C8, den højeste tone en tværfløjte kan lave. Multifonik bruger særlige greb til at få to eller flere toner til at klinge på én gang. På en fløjte med åbne ringklapper kan du langsomt afdække hullerne og ringene for et blødt glissando (glid); lukkede klapper kan også glide, men ikke lige så blødt.

• Lang tone uden vibratoJævn luft, så tonehøjde og styrke står stille: en lige, ren lyd.
• VibratoBevægelser i mellemgulvet, halsen og læberne får tonen til at pulsere blødt. Hør den først uden vibrato og så med; på tværfløjte er forskellen særlig tydelig.
• Tungestød (staccato)Sæt tungen an, som om du sagde „tu“, og slip med det samme, for korte, adskilte toner.
• En oktav opEn mindre læbeåbning og hurtigere luft løfter lyden op i et højere register: A4 til A5 er præcis én oktav.

Omfang og noder

Fløjtemusik noteres i diskantnøgle, og tværfløjten transponerer ikke: et noteret C4 klinger som C4, det enstregede c.

Den dybeste tone er C4. Med en H-fod får du også B3 (H3), selvom de høje toner så svarer lidt mindre let. Musik går som regel op til omkring C7, omkring tre oktaver, og dygtige spillere kan nå D7 eller endnu højere.

Hvert register har sin egen farve. Det dybe register (B3–B4, altså H3–H4) kan lyde mørkt og hult. Mellemregistret (C5–B5) er blødt, let og lyst. Det høje register (C6–D7) er strålende og kan blive skingert. Den dybeste oktav har flest klangfarver, men når den spilles meget svagt, bærer den ikke langt.

Andre medlemmer af familien transponerer. Piccolofløjten noteres en oktav lavere, end den klinger: et noteret D4 klinger som D5, og dens klingende omfang er D5–C8. Altfløjten klinger en ren kvart lavere end noteret: et noteret C4 klinger som G3.

Lyt

• Den dybeste tone, C4Den nederste tone på en fløjte med C-fod. Lyt efter dens mørkere, hule lyd med få overtoner.
• Mellemregistret, A5Blødt, let og lyst: tværfløjtens mellemregister.
• Det høje register, C7Tæt på toppen af det almindelige omfang. Strålende, med et strejf af skarphed.
• Fra dybt til højtÉn tværfløjte over tre oktaver. Hør farven skifte fra mørk til lys.

Historie og familie

Tværfløjter er meget gamle. I 2. århundrede f.Kr. fandtes de i oldtidens Grækenland og i Etrurien, og senere i Indien, Kina og Japan. Den kinesiske di går tilbage til omkring 5. århundrede f.Kr., og museer placerer den i samme gruppe som den vestlige tværfløjte (421.121.12), selvom mange di har et ekstra hul dækket af en tynd membran. Indtil omkring midten af 1700-tallet betød „fløjte“ i Europa ofte blokfløjte; den, der blev holdt til siden, hed flauto traverso på italiensk, „fløjten, der holdes på tværs“.

I 1500-tallet blev fløjter bygget i sæt i D, G og C. De havde et cylindrisk rør, ét blæsehul og fingerhuller og ingen klapper, så kun nogle halvtoner kunne spilles. I slutningen af 1600-tallet byggede familien Hotteterre en fløjte med én klap og konisk boring. For første gang kunne næsten alle halvtoner spilles; i dag kalder vi den barokfløjten.

I 1681 spillede en Hotteterre-fløjte (omfang D4–G6) i Lullys operaorkester, tværfløjtens første optræden i den slags orkester. Quantz (1697–1773) opfandt et stemmetræk, prøvede tonehuller i forskellige former og størrelser og tilføjede endnu en klap. Omkring 1800 havde tværfløjten allerede flere klapper, og foden gik ned til C.

Den store ændring kom fra Theobald Böhm (1794–1881) fra München, søn af en guldsmed, der blev hofmusiker i München i 1818 og åbnede et fløjteværksted i 1828. I 1832 byggede han den første fløjte, hvor hullerne var placeret efter akustikken i stedet for efter, hvad der var let for fingrene; den havde stadig konisk boring, med klapper og ringklapper. I 1847 præsenterede han et cylindrisk rør med et parabolsk hovedstykke, filtpuder i klappernes låg og større huller. Det er i det store hele den moderne tværfløjte, og den vandt mange priser, blandt andet ved verdensudstillingen i Paris i 1855.

Piccolofløjten udviklede sig fra 1600-tallets militære tværfløjte. Beethoven brugte den til uvejret i sin Pastoralesymfoni (1808), og Verdi til lynene i Rigoletto (1851).

1. ca. 5. årh. f.Kr.
   Den kinesiske di (ifølge Britannica)
2. 2. årh. f.Kr.
   Tværfløjter i oldtidens Grækenland og Etrurien
3. 1500-tallet
   Sæt af fløjter i D, G og C: cylindrisk rør, fingerhuller, ingen klapper
4. Slutningen af 1600-tallet
   Familien Hotteterre: én klap, konisk boring (barokfløjten)
5. 1681
   Tværfløjten spiller i Lullys operaorkester, første gang i et sådant orkester
6. ca. 1800
   Flere klapper; foden forlænget ned til C
7. 1808
   Beethovens Pastoralesymfoni bruger piccolofløjten til uvejret
8. 1832
   Böhms første fløjte med huller placeret efter akustikken
9. 1847
   Böhms cylindriske fløjte: i det store hele den moderne tværfløjte
10. 1851
    Verdis Rigoletto bruger piccolofløjten til lyn
11. 1855
    Böhm-fløjten vinder en pris ved verdensudstillingen i Paris

Kom i gang og pleje

Tværfløjtens samlinger er metal, der glider ind i metal, tilpasset til inden for nogle få tusindedele af en millimeter. Kom aldrig korkfedt eller nogen form for olie på dem: fedt samler støv, som kan skade samlingerne og i slemme tilfælde få dem til at sidde fast i hinanden. Hvis en samling bliver stram, tørrer du den ren indvendigt og udvendigt med en klud; er den stadig stram, så bed en musikforretning om at se på den.

Fordi man blæser hen over hullet på tværfløjten, ender omkring to tredjedele af luften uden for instrumentet, så den kræver mere luft end selv et euphonium eller en tuba. Fløjtenister får også let nakkesmerter og problemer med karpaltunnelen, så pas på din holdning. Øv dig foran et spejl: en trekant af fugt på læbepladen er et tegn på en god lyd.

• Efter spil trækker du gaze gennem pudsestokkens øje, dækker dens metalspids og tørrer fugten ud af hvert rør.
• Hvis puderne er fugtige, lægger du rensepapir mellem pude og hul og trykker let på klappen et par gange; flyt papiret, og gentag 2–3 gange, uden at lade det glide. Brug pudderpapir, hvis en pude klæber.
• Tør ydersiden forsigtigt af uden at trykke på klapperne. Sølv bliver mørkt, når det forbinder sig med svovl i luften; hvis mørke pletter ikke går af med pudsekluden, så prøv en sølvklud. At spille hver dag hjælper også mod anløbning.
• Rens under klapperne med en tonehulsrenser hver uge. Tjek hver måned, om der er løse skruer (lad et værksted justere dem), og kom en bitte lille dråbe klapolie, hvor klapperne bevæger sig, tryk på klapperne et par gange, og tør så det overskydende af.
• Drej ikke på kronen, og tryk ikke hårdt inde i hovedstykket med pudsestokken: reflektoren indeni kan flytte sig, og så bliver tværfløjten svær at spille rent på. Hvis den pludselig bliver svær at spille rent på, stikker du pudsestokken ind i hovedstykket og tjekker, at stregen på den sidder midt i blæsehullet; hvis ikke, så lad et værksted justere den.

Udforsk mere

• TræblæsereTræblæsere laver lyd med vibrerende luft inde i et rør. Lær, hvordan fløjter, rørblade og fingerhuller virker.
• KlarinetEt rørblad åbner og lukker som en lille dør, så luften ryster. Delene, duodecimspringet og hvordan man spiller.
• SaxofonMessing, men træblæser: hvordan rørbladet laver lyd, oktavklappens spring, og hvordan alt og tenor transponerer.