Elbas: dele, lyd og det grundlæggende spil

Mød elbassen

Elbassen, også kaldet basguitar, er et strengeinstrument, der bliver gjort kraftigere med elektricitet. Den har som regel 4 til 6 tykke strenge. Yamaha forklarer, at den blev konstrueret, så man kunne spille kontrabassens dybe register på samme måde, som man spiller guitar, ved at knipse i stedet for at stryge med bue.

De fleste elbasser har 4 strenge, og det er det almindelige valg for begyndere. En 5-strenget bas har som regel en ekstra dyb H-streng; en 6-strenget har både en dyb H-streng og en høj C-streng. De fleste basser har bånd, men båndløse basser har et glat gribebræt, ligesom en kontrabas eller en violin.

Den mest almindelige mensur (fra sadlen til stolen) er 34 tommer, cirka 86 cm; 5- og 6-strengede basser har tit 35 tommer. Basser med kort mensur er cirka 30 tommer (cirka 76 cm). De fleste baskroppe er af massivt træ, men der findes også hule og halvhule basser plus akustiske elbasser.

Nogle basser er passive og behøver ingen strøm. Aktive basser behøver strøm, som regel fra et batteri i instrumentet (et 9-voltsbatteri er almindeligt), og har tit toneknapper for bas, mellemtone og diskant.

Familie: Guitarfamilien (knipsede strenge)
Klassifikation: Elektroakustisk kordofon (MIMO 513, klassificeret som elguitaren)
Klingende omfang: E1 til cirka G4 (4 strenge, 24 bånd)
Nøgle: Basnøgle
Transponering: Lyder en oktav dybere, end der står
Mest almindelige mensur: 34 tommer (cirka 86 cm)

Elbassens dele

Basstrenge er meget tykkere end guitarstrenge, fordi de er stemt meget dybere. Tykke strenge trækker hårdt i halsen og kroppen, så en bas har som regel en lidt større krop, en tykkere hals, en længere mensur og større hardware end en guitar.

Basstrenge har en kerne af stål, der er omspundet med stål- eller nikkeltråd. Flatwound-strenge har en glat overflade og en varm lyd; roundwound-strenge føles ru og lyder lysere.

Nogle dele sidder inde i eller bag instrumentet, hvor billedet ikke kan vise dem; deres numre viser cirka, hvor de sidder.

Hvor lyden kommer fra

Når du knipser en streng, svinger den meget hurtigt frem og tilbage. En længere, tungere eller løsere streng vibrerer langsommere og giver en dybere tone. Tænk på et sjippetov: et langt, tungt tov svinger langsomt, mens et kort, stramt tov piskes hurtigt rundt.

En bas har ikke brug for en hul kasse for at lyde kraftigt. Hver pickup er en magnet viklet med en spole af meget tynd tråd. Strengen af stål eller nikkel er magnetisk, så når den bevæger sig, ændrer den magnetismen gennem spolen, og det giver en bitte lille elektrisk spænding, der svinger i takt med strengen. Det virker lidt ligesom en cykeldynamo, hvor en magnet, der bevæger sig tæt på en spole, laver elektricitet. Kablet fører signalet til forstærkeren, som gør det kraftigt.

En single coil-pickup kan også opfange brum fra elledningerne omkring den. En humbucker har to spoler viklet i hver sin retning, så brummen ophæver sig selv. En split coil-pickup har to adskilte halvdele, den ene med omvendt polaritet: den lyder næsten som en single coil, men er lige så stille som en humbucker.

Hvor du knipser, ændrer klangen. Knipser du tæt på midten af strengen (i en idealiseret model), bliver der færre høje overtoner og en rund lyd; knipser du tættere på stolen, kommer der flere høje overtoner, og det lyder lysere. Pickupper virker på samme måde: én tæt på halsen lyder rund og dyb, én tæt på stolen lyder mere skarp. Det er ligesom at sige ”ooo” eller ”iii” med den samme stemme.

Prøv det: spænd en elastik hen over en åben æske. Knips den på midten og derefter lige ved kanten. Midten lyder rundere; tæt ved kanten lyder tyndere og lysere. Tryk så elastikken ned halvvejs, og knips igen: den kortere del lyder højere.

Sådan spiller du

Når du står op, så brug en rem, så bassen sidder stabilt i den rigtige spillestilling, og sørg for, at remmen sidder ordentligt fast. Den ene hånd knipser strengene; den anden trykker strengene ned mod båndene. (En højrehåndet spiller knipser som regel med højre hånd.)

Der er tre hovedmåder at få strengen til at lyde på. At knipse med fingrene er det mest almindelige, og de fleste begynder med pege- og langfingeren; det giver mange muligheder for at variere styrke og klang. Et plekter gør starten på hver tone lysere og lidt mere rå, og Paul McCartney, Duff McKagan og David Ellefson er nogle af de bassister, der bruger et. Slap (at slå på en streng tæt på den nederste ende af halsen med siden af tommelfingeren) og pop (at trække en streng op med pegefingeren og slippe den) lyder lysere og mere som slagtøj end almindeligt knips.

For at ændre tonehøjden trykker du et andet bånd eller en anden streng ned; hvert bånd er en halvtone højere. Gribehånden kan også lave lyde alene: en hammer-on er, når en finger hamrer ned på strengen og laver en ny tone uden at knipse. En slide glider langs strengen, mens den er trykket ned. Rører du strengen let lige over 12. bånd uden at trykke den ned og knipser, får du en klokkeagtig naturlig flageolet.

I et band udgør bassen og trommerne rytmegruppen, så bassen skal ”låse sig fast” til trommerne. Et godt første mønster er en dyb grundtone sammen med stortrommen og grundtonen en oktav højere sammen med lilletrommen. Walking bass binder akkordernes grundtoner sammen med gennemgangstoner, en stil fra blues og jazz. En basstemme er mere ”sparsommelig” end en guitarstemme: lad ikke fills bryde groovet, og mange gode fills lander på grundtonen på slag ét i den næste takt.

Knips uden at trykke noget bånd ned: hele strengen vibrerer fra sadlen til stolen. Det er den dybeste streng, E1.
Først den løse G-streng, så den samme streng trykket ned ved 14. bånd: den vibrerende del er kortere, så tonen er 14 halvtoner højere (A3).
Gå fra A-strengen til D-strengen: hver streng ved siden af er en ren kvart højere.

Omfang og noder

Elbas skrives i basnøgle, men den lyder en oktav dybere, end der står, præcis som kontrabassen. Tonen, der skrives på første hjælpelinje under basnøglens nodesystem, er for eksempel E2, men den løse E-streng lyder faktisk E1.

Standardstemningen er E–A–D–G, en oktav under guitarens fire dybeste strenge, så de virkelige tonehøjder er E1 (cirka 41,2 Hz), A1 (55 Hz), D2 (cirka 73,4 Hz) og G2 (98 Hz). Hver streng ligger en ren kvart over den under den.

Fordi hvert bånd lægger en halvtone til, afhænger den højeste tone af, hvor mange bånd halsen har: 20 bånd når op til D♯4, 21 bånd E4, 22 bånd F4 og 24 bånd G4. En 5-strenget bas med dyb H-streng går ned til B0 (H0, cirka 30,9 Hz). På en 6-strenget bas er den høje C-streng C3 (regnet ud som en ren kvart over G2). De dybeste toner høres tydeligere i høretelefoner eller større højttalere.

Noteret

Klinger

Løs E-streng: skrives E2, lyder som E1, en oktav dybere.

E1 – G4

Lyt

Fra dybeste til højeste; læg mærke til, at hvert skridt er lige stort, en ren kvart.
Cirka 41 svingninger i sekundet. Brug høretelefoner eller en større højttaler for at høre den tydeligt.
A1 svinger 55 gange i sekundet, A3 220 gange: fire gange så hurtigt, og alligevel har de det samme tonenavn.

Historie og slægtninge

Kontrabassen er stor og svær at bære, og i orkestre, der blev ved med at blive kraftigere, med blæsere, trommesæt og elguitarer, blev den sværere og sværere at høre. I 1930'erne fandt den amerikanske musiker og opfinder Paul Tutmarc på en elbas. Hans Audiovox Model 736 kom til salg i midten af 1930'erne (omkring 1935–1936): den havde en massiv krop af sort valnød, fire strenge, én pickup og 16 bånd, som gjorde det lettere at spille rent.

I oktober 1951 begyndte Fender at lave Leo Fenders Precision Bass, den første elbas, der blev en kommerciel succes. Den havde en flad krop af ask, en hals i ét stykke ahorn med 20 bånd, én pickup og en mensur på 34 tommer, som Leo Fender valgte efter lange eksperimenter. Fender siger, at den gav bassister noget, kontrabassen manglede: båndenes præcision plus forstærkningens lydstyrke. Bassisten i Lionel Hamptons orkester var en af de første, der spillede på den; kritikeren Leonard Feather ”hørte en bas, men kunne ikke se nogen bassist” i New York i foråret 1952. I 1957 fik den en split coil-pickup og et nyt hoved, en konstruktion, der stadig bruges i dag.

Andre basser fulgte: Gibson Electric Bass med kort mensur (1953), som endda kunne stå oprejst på en endestift; Fender Jazz Bass (1960) med slankere hals og to pickupper; Fenders første femstrengede bas, Bass V (1965), hvor den femte streng var en høj C-streng; og Ampeg AUB-1 (1966), en af de første båndløse basser, der blev lavet til salg. Kendte bassister er blandt andre James Jamerson, Paul McCartney, Jaco Pastorius (båndløs), Carol Kaye og Larry Graham, der tit får æren for at have opfundet slap.

Nære slægtninge er kontrabassen (samme stemning, og den kan spilles med bue), elguitaren (samme slags magnetiske pickupper; bassens fire strenge ligger en oktav under guitarens fire dybeste) og den akustiske elbas.

ca. 1935–1936
Paul Tutmarcs Audiovox Model 736 kommer til salg
1951
Fender Precision Bass: den første elbas, der blev en kommerciel succes
1953
Gibson Electric Bass, en violinformet bas med kort mensur
1957
Precision Bass får en split coil-pickup
1960
Fender Jazz Bass, med to pickupper
1965
Fender Bass V, Fenders første femstrengede bas (høj C-streng)
1966
Ampeg AUB-1, en af de første båndløse basser, der blev lavet til salg

Kom i gang og pleje

Beslut dit budget, og hvad du vil spille, og køb så den bedste bas, du har råd til: et godt instrument er lettere at lære på. Både Yamaha og Fender foreslår, at man starter med 4 strenge, og Yamaha foreslår bånd, fordi det er sværere at spille rent på en båndløs bas. Hvis du er ung eller har små hænder, så prøv en bas med kort mensur på cirka 30 tommer. Halsens form ændrer ikke lyden, kun hvordan den føles, så hold på et par stykker, før du vælger.

Ud over bassen har du brug for en rem, et kabel, en forstærker og et elektronisk stemmeapparat. En elbas har brug for en forstærker, for at du kan høre dens rigtige lyd.

Sidder strengene for højt, er bassen svær at spille på; for lavt, og du får en summende, metallisk lyd. Summen kan også komme fra et bånd, der har løftet sig, eller en hals, der har bøjet sig opad i en pukkel: strengehøjden kan du justere selv, men de to andre kræver et værksted. Hvis toner højt oppe på halsen er ustemte, så sammenlign flageoletten ved 12. bånd med den nedtrykte tone ved 12. bånd, og justér sadlen i stolen (følg brugsanvisningen, eller spørg en forretning, hvis du er i tvivl).

Hold bassen væk fra direkte sol, varme og fugt, og lad den aldrig ligge i en bil.
Tør strenge, hals og stol af med en fnugfri klud, når du har spillet. Rengør den med en blød klud; brug ikke fortynder, opløsningsmidler, rengøringsvæsker eller kemiske vådservietter.
Når du ikke spiller, så stil den i et solidt stativ eller læg den i kassen; de fleste knækkede halse skyldes fald eller stød.
Skift strengene én ad gangen, og stem hver ny streng, før du går videre, fordi halsen er under stor spænding.
Før du klipper en gammel streng over, så løsn den godt først: hvis spændingen pludselig forsvinder, kan halsen tage skade. Hold ansigtet væk, når du skifter eller justerer strenge, fordi en streng kan springe.
Kør en finger langs undersiden af hver streng: mærker du snavs, rust eller flade steder, som båndene har slidt, eller kan strengen ikke komme tilbage til den rigtige tone, er det tid til at skifte den.
En aktiv bas kører på batteri, så hold øje med det, og tag batteriet ud, hvis du ikke skal spille i lang tid. En passiv bas behøver intet.
Det er bedst at overlade justering af halsstangen til et værksted, hvis du aldrig har gjort det før.

Elbas: dele, sådan lyder den, og sådan spiller du

Mød elbassen

Elbassens dele

Hvor lyden kommer fra

Sådan spiller du

Omfang og noder

Lyt

Historie og slægtninge

Kom i gang og pleje

Instrumenter

I denne lektion

Elbas: dele, sådan lyder den, og sådan spiller du

Mød elbassen

Elbassens dele

Hvor lyden kommer fra

Sådan spiller du

Omfang og noder

Lyt

Historie og slægtninge

Kom i gang og pleje

Udforsk mere