Saxofon: dele, hvordan lyden opstår, og hvordan man spiller

Mød saxofonen

Saxofonen er et metalrør med en konisk boring: indersiden bliver bredere, jo længere ned man kommer. Når du blæser, vibrerer et rørblad (en tynd skive af rør) på mundstykket, og det er dér, lyden begynder.

Den er lavet af messing, så hvorfor er den ikke en messingblæser? Instrumentfamilierne sorteres efter, hvordan lyden starter. Messingblæsere summer med læberne; saxofonen bruger et rørblad, så den er en træblæser. Dens lyd smelter godt sammen med både messingblæsere og træblæsere.

Saxofoner findes i flere størrelser. De fire mest almindelige er sopran, alt, tenor og baryton. Altsaxofonen står næsten altid i E♭; tenorsaxofonen står næsten altid i B♭.

Altsaxofonen ligner bogstavet J, og dens hals (det korte rør, der holder mundstykket) er bøjet næsten 90 grader. Tenorsaxofonen er større, med større mundstykke og rørblad, og dens hals har en bølget bøjning. De fleste sopransaxofoner er lige, og barytonsaxofonens hals har en løkke øverst.

Familie

Træblæser (enkelt rørblad)

Klassifikation

Hornbostel–Sachs 422.212: rørbladsinstrument med enkelt rørblad og konisk rør

Klingende toneomfang

Alt D♭3 til A♭5 (tenor A♭2 til E♭5)

Nøgle

Diskantnøgle (G-nøgle)

Transposition

Alt i E♭: lyder en stor sekst dybere end noteret. Tenor i B♭: lyder en stor none dybere

Størrelse

Alt omkring 70 cm høj; en tenor på et museum måler omkring 83 cm

Saxofonens dele

En saxofon har omkring 600 dele fordelt på fire hoveddele: hals, krop, bue og klokke. Røret har en snes tonehuller, men du har kun ti fingre. Klapper og stænger gør, at én finger kan lukke huller, der sidder langt væk.

Alt metallet er messing, en blanding af kobber og zink. Selv en forgyldt eller forsølvet saxofon er af messing nedenunder.

Nogle dele sidder inde i eller bag instrumentet, hvor billedet ikke kan vise dem; deres numre viser cirka, hvor de er.

12345678910

1. 1
   Mundstykke mouthpiece

   Sidder i munden og holder rørbladet. Det kan være af plast, træ eller metal, og det skubbes ind over korken for enden af halsen.

2. 2
   Rørblad reed

   Lydkilden. Den flade side ligger mod mundstykket, og det åbner og lukker luftsprækken som en lille ventil.

3. 3
   Ligatur ligature

   Et metalbånd med skruer, der holder rørbladet fast på mundstykket. Hvor du sætter den, ændrer, hvordan rørbladet vibrerer.

4. 4
   Hals neck

   Forbinder mundstykket med kroppen. Enden er viklet med kork, så mundstykket slutter tæt, og stemningen kan justeres lidt.

5. 5
   Oktavklap octave key

   Trykkes med venstre tommelfinger. Den åbner et bitte lille hul, så det samme greb springer en oktav op; én og samme klap skifter mellem et hul på halsen og et på kroppen.

6. 6
   Krop body

   Det kegleformede hovedrør, der bærer tonehullerne og klapperne.

7. 7
   Klapper og puder keys and pads

   Klapperne dækker hullerne med runde puder af filt, der er beklædt med læder. På en altsaxofon er den største pude 5 cm i diameter.

8. 8
   Tommelfingerstøtte thumb rest

   Din højre tommelfinger sidder under den og holder instrumentet oppe.

9. 9
   Bue bow

   Den U-formede bøjning, der forbinder kroppen med klokken. Den folder det lange rør til en form, du kan holde, og ændrer kun lyden en smule.

10. 10
    Klokke bell

    Rørets udsvajede ende, rullet af én vifteformet messingplade og loddet.

Sådan opstår lyden

Rørbladet virker som en lille dør, der klapper op og i. Når du blæser, åbner og lukker sprækken mellem rørblad og mundstykke igen og igen og hakker en jævn luftstrøm op i små pust. De pust sætter luften inde i røret i svingninger. På altsaxofonens dybeste tone, D♭3, sker det cirka 139 gange i sekundet.

Spiller du svagt, svinger rørbladet blødt, så lyden bliver jævn og mild. Spiller du kraftigt, svinger det så langt, at det slår helt i mod mundstykket én gang for hver svingning. Det er som at skære toppen af bølgerne: mange højere overtoner dukker op, og lyden bliver lys.

Et længere rør giver en dybere tone. At åbne et tonehul er som at save røret over lige dér, så tonen stiger. Hver halvtone kræver et rør, der er cirka 6 % kortere, så en oktav kræver 12 huller. Hullerne til høje toner er små; hullerne til dybe toner er store, og store huller skal have klapper til at dække dem.

I et kegleformet rør er alle trinene på overtonestigen til stede: 1, 2, 3 gange den dybeste frekvens og så videre. Det andet trin er cirka dobbelt så højt som det første, så når du springer til det andet register, lander du en oktav højere. Klarinetten har et lige, cylindrisk rør; i dens dybe register er der mest de ulige trin (1, 3, 5), så den springer en duodecim (en oktav plus en kvint).

Oktavklappen laver ikke en ny tone af sig selv. Ligesom når man forsigtigt holder det første trin på en stige tilbage, åbner den et bitte lille hul, der svækker den dybeste resonans, så den anden tager over. Den dybeste resonans er i forvejen svag i en kegle, og derfor er de allerdybeste toner svære at spille svagt, men lettere at spille kraftigt.

Saxofonens lyd indeholder både ulige og lige overtoner, en af grundene til, at den lyder anderledes end en klarinet. Den er også kraftigere end de andre træblæsere. Yamaha beskriver dens lyd som meget tæt på en menneskestemme, med det største dynamiske omfang af alle træblæsere.

Din mund og din hals er også et klangrum, lidt som et lille værelse, der får nogle toner til at klinge. Forskere fandt ud af, at professionelle spillere stemte en stærk mundresonans lige over den tone, de ville have, i det meget høje altissimo-register. Amatørspillerne i undersøgelsen gjorde det ikke og kunne ikke spille altissimotoner.

Prøv det: find to paprør i forskellige længder, for eksempel røret fra en køkkenrulle og røret fra en toiletrulle. Dæk den ene ende af hvert rør med håndfladen, klap på den, og lyt. Det længste rør giver den dybeste lyd, ligesom en saxofon lyder dybere, når flere huller er lukket.

Sådan spiller man

Tre punkter holder saxofonen: din højre tommelfinger under tommelfingerstøtten, dine øverste tænder på mundstykket og halsremmen, som bærer det meste af vægten. Indstil remmen, så mundstykket lige når dine læber, uden at du bøjer dig. Sid eller stå ret, kig frem, og slap af, med instrumentet lodret foran dig og en smule vippet mod højre.

Ansats (hvordan du former munden): underlæben dækker de nederste tænder som en pude, rørbladet hviler på den læbe, de øverste tænder sidder oven på mundstykket, og mundvigene lukker sig om det, som når du siger „o“. Lad være med at bide. Dybe tandmærker i mundstykket betyder som regel, at du bider.

Klang, stemning og lydstyrke starter alle med vejrtrækningen. Støt den fra maven, så luften holder en jævn fart, i stedet for at presse lyden frem med munden. For at starte en tone rører du rørbladet med tungen og slipper så, ligesom når du slipper en dør, du har holdt lukket.

Venstre tommelfinger trykker på oktavklappen for at gå op i det andet register. Alle saxofoner har stort set de samme greb: den samme noterede tone tages med de samme fingre på alt og tenor, selv om hvert mundstykke kræver lidt tilvænning.

Andre teknikker: growl betyder, at du nynner eller synger, mens du blæser, for at få en ru lyd. En trille er hurtige skift mellem en tone og nabotonen ovenover. Slap tongue betyder, at tungen griber fat i rørbladet og trækker det væk og så lader det smække tilbage, så det giver et slagtøjsagtigt knald. Tonebøjninger og glissandi kommer mest fra at ændre formen inde i munden. Altissimo bruger særlige greb og stemning af munden for at komme over noteret F♯6.

Lær vibrato, når din ansats, dine hænder, din vejrtrækning og din klang sidder sikkert, cirka efter et eller to år. Brug kæben som et hængsel, og bevæg den en lille smule, så tonehøjden dykker og kommer tilbage. Højst cirka sekstendedele ved 72 til 76 slag i minuttet; hurtigere lyder forhastet. Lærere anbefaler ikke at bruge mellemgulvet eller at ryste instrumentet.

• Lang tone (tenor)En lige lang tone uden vibrato på en tenorsaxofon: noteret D5, klingende C4. Øvelser med lange toner sigter mod netop denne stabilitet.
• Vibrato på tenorFørst en lige tone, derefter den samme tone med kæbevibrato, på en tenorsaxofon (noteret D5, klingende C4). Lyt til den varme bølge, det tilføjer.
• Kort tungestødt tone (tenor)Tungen slipper rørbladet, og en kort tone springer ud, på en tenorsaxofon: noteret D5, klingende C4.

Toneomfang og noder

Alle saxofoner i E♭ og B♭ læser diskantnøgle. Det noterede toneomfang går fra cirka B♭3 til F6, og mange alt- og tenorsaxofoner kan også nå F♯6. Over det ligger altissimo-registret, som kræver særlig øvelse. Standardomfanget er lidt under tre oktaver.

Saxofonen er et transponerende instrument: den noterede tone og den tone, du hører, er forskellige. Det gode er, at alle størrelser bruger de samme greb, så du ikke skal lære noget om, når du skifter. Altsaxofonen lyder en stor sekst dybere end noteret: noteret C5 klinger som E♭4. Tenorsaxofonen lyder en stor none dybere (en oktav plus en stor sekund): noteret F4 klinger som E♭3.

Altsaxofonens klingende toneomfang er altså D♭3 til A♭5 (cirka 139 til 831 Hz), og tenorsaxofonens A♭2 til E♭5 (cirka 104 til 622 Hz). For at spille i klingende C-dur sammen med et klaver læser en altsaxofon i A-dur (3 krydser) og en tenorsaxofon i D-dur (2 krydser).

Lyt

• Dyb tone på tenor: B♭2Tenorsaxofon, noteret C4, klingende B♭2, tæt på dens dybeste tone. Lyt til den tykke, dybe lyd.
• Tenor med oktavklappen: C4Tenorsaxofon, noteret D5, klingende C4. Denne tone bruger oktavklappen: den ligger i det andet register.
• Høj tone på tenor: D5Tenorsaxofon, noteret E6, klingende D5, tæt på toppen af det almindelige noterede toneomfang (F6).
• Tenor, fra dybt til højtDen samme tenorsaxofon, der klatrer gennem tre registre: klingende B♭2, C4, D5 (noteret C4, D5, E6).

Historie og familie

Saxofonen er et af de få udbredte instrumenter, som man ved er opfundet af én person, og den er opkaldt efter ham: Adolphe Sax. Han blev født i Dinant i Belgien i 1814. Hans far var også instrumentmager, og Sax studerede fløjte og klarinet på konservatoriet i Bruxelles.

Der findes flere fortællinger om, hvorfor han opfandt den: for at forbedre basklarinettens lyd, efter forsøg, hvor han satte et mundstykke med rørblad på en messingblæser, for at forene træblæsernes og messingblæsernes styrker, eller for at lave et klarinetagtigt instrument, der overblæser i oktaven. Han lavede den omkring 1840, viste den frem i Paris i 1842 og tog patent på den i 1846; patentet omfattede 8 størrelser.

Den franske hær tog hurtigt saxofonen i brug, og den bredte sig til andre lande. Sax kæmpede mod konkurrenter i retten i ti år om sine patenter og var fattig på sine gamle dage. Konservatoriet i Paris åbnede en saxofonklasse i 1857, hvor Sax selv underviste.

I orkestret er Bizets L'Arlésienne sandsynligvis et af de første værker, der bruger saxofon, og Ravels Boléro har soloer for tenor- og sopransaxofon. I USA blev den et populært soloinstrument omkring Første Verdenskrig og siden et af de vigtigste soloinstrumenter i swing og jazz. Store jazzsaxofonister er blandt andre Coleman Hawkins, Lester Young, Charlie Parker, Sonny Rollins og John Coltrane.

Slægtninge: klarinetten bruger også ét rørblad, men dens rør er en cylinder, så den overblæser en duodecim. Obo og fagot bruger to rørblade og har også koniske rør. Sax opfandt også messingblæsere som saxhornet, som man spiller ved at summe med læberne.

1. 1814
   Adolphe Sax bliver født i Dinant i Belgien.
2. ca. 1840
   Sax skaber saxofonen.
3. 1842
   Den 12. juni skriver Berlioz en hel artikel om Sax i Journal des Débats; samme år slår Sax sig ned i Paris og viser saxofonen frem.
4. 1844
   En bassaxofon i B♭ bliver vist på den franske industriudstilling.
5. 1846
   Sax tager patent på saxofonen i Paris; patentet omfatter 8 størrelser.
6. 1857
   Konservatoriet i Paris åbner en saxofonklasse med Sax som lærer.
7. 1894
   Sax dør i Paris.
8. Midten af 1920'erne
   Et almindeligt jazzband har fem saxofoner.
9. 1928
   Saxofonisten Johnny Hodges kommer med i Duke Ellingtons orkester.

Kom i gang og pleje

Som første saxofon er altsaxofonen et godt valg: den er lettere at spille end sopransaxofonen, remmen bærer det meste af vægten, og den er lettere at passe. Start med et almindeligt mundstykke og et rørblad omkring styrke 2½, og øv lange toner og ansats. Mundstykke og rørblad skal passe sammen, så spørg i en musikforretning, hvis du er i tvivl.

Rørbladenes styrker går som regel fra 2 til 5; et lavere tal betyder et tyndere rørblad. Styrke 2 og 2,5 vibrerer let og lyder lysere; 4 og 5 er tungere at blæse i og lyder tykkere og varmere. Rørblade slides: et holder som regel cirka en til to uger, og lyden ændrer sig, når du skifter til et nyt; syntetiske rørblade (af plast) holder længere. Et smalt mundstykke med et for blødt rørblad kan få rørbladet til at lukke mod mundstykket, og lyden kan pludselig forsvinde.

• Før du samler saxofonen, smører du lidt korkfedt på korken for enden af halsen, hvor mundstykket sidder, og du må ikke klemme om halsen eller klapperne, mens du samler den.
• Når du har spillet, tager du rørbladet af, renser mundstykket med en lille trækklud (pas på ikke at skade dets tynde spids) og tørrer så indersiden af halsen.
• Tag halsen af, lad trækkluden falde ned gennem klokken, og træk den ud foroven på kroppen, hvor halsen sidder (sopran, alt og tenor; barytonen er anderledes).
• Hvis en pude er våd, lægger du rensepapir mellem puden og tonehullet og trykker let på klappen et par gange, flytter så papiret og gentager to eller tre gange; træk ikke papiret ud, mens klappen holdes nede.
• Hver 2.–3. måned kommer du en lille dråbe klapolie i begge ender af klapstængerne og tørrer det overskydende af; en klap, der knirker, betyder, at det er tid.
• Skil ikke klapperne ad selv. Hvis de dybe toner bliver svære at spille, slutter en pude måske ikke tæt; få en musikforretning til at tjekke den.
• Mundstykkets spids er tynd og kan revne eller få et hak, hvis det bliver tabt, og det ændrer klangen.

Udforsk mere

• TræblæsereTræblæsere laver lyd med vibrerende luft inde i et rør. Lær, hvordan fløjter, rørblade og fingerhuller virker.
• TværfløjteIntet rørblad: du blæser hen over kanten af et hul. Tværfløjtens dele, hvordan lyden opstår, spil og omfang.
• KlarinetEt rørblad åbner og lukker som en lille dør, så luften ryster. Delene, duodecimspringet og hvordan man spiller.