Klarinet: dele, hvordan den lyder, og hvordan man spiller

Klarinetten er en træblæser, der laver sin lyd med ét rørblad, og dens stemme går fra varm og mørk til lys og klar. Dens mest usædvanlige trick: tryk på én klap, så springer tonen en duodecim op, ikke en oktav som på en fløjte. Denne side handler mest om den mest almindelige, B♭-klarinetten (på dansk som regel kaldt B-klarinet).

Gennemgået 9. oktober 2026

I denne lektion

Mød klarinetten

Klarinetten hører til træblæserfamilien. Et rørblad sidder på mundstykket, og kroppen er et rør, der er næsten lige bredt hele vejen ned, en cylinder. Klapper og tonehuller langs røret ændrer tonen.

Klarinetten er i virkeligheden en hel familie. B♭-klarinetten bruges mest og er omkring 66 cm lang. Orkestre har også brug for A-klarinetten, omkring 71 cm lang, som bruger de samme greb og det samme mundstykke. Den lille E♭-klarinet (Es-klarinetten) er omkring 49 cm lang og lyder en kvart højere end B♭-klarinetten, mens basklarinetten er omkring dobbelt så stor og lyder en oktav dybere.

De lyder alle lidt forskelligt. B♭-klarinetten er blank, lys, fyldig og klar. A-klarinetten er blødere og mindre kraftig. C-klarinetten er lysere, koldere og hårdere og bruges sjældent i dag.

Familie: Træblæser (enkelt rørblad)
Type: Hornbostel–Sachs 422.211.2: enkelt rørblad, cylindrisk rør, fingerhuller
Klingende toneomfang: D3 til B♭6 (noteret E3 til C7)
Nøgle: Diskantnøgle (G-nøgle)
Transposition: B♭-klarinet: lyder en stor sekund (en heltone) dybere end noteret
Almindelige størrelser: B♭ omkring 66 cm; A omkring 71 cm

Klarinettens dele

En klarinet kan skilles ad i fem dele: mundstykke, birne, overstykke, understykke og klokke. Før du spiller, sætter du dem sammen én ad gangen og sætter derefter rørbladet på.

Kroppen er lavet af afrikansk sorttræ (grenadil), hårdgummi eller metal; grenadil er det mest almindelige klarinettræ i dag. Klarinetter laves også af ABS-plast, en plast der er meget stærk og tåler ændringer i luftfugtigheden godt.

Nogle dele sidder inde i eller bag instrumentet, hvor billedet ikke kan vise dem; deres numre viser cirka, hvor de er.

Hvor lyden kommer fra

Når du spiller, blæser du luft, der kun har lidt højere tryk end luften omkring dig, cirka 3 % mere. Rørbladet virker som en lille dør, der svinger af sig selv: dit pust trykker det ind mod mundstykket og gør sprækken smallere. Rørbladet slår mellem åbent og lukket så hurtigt, at en jævn luftstrøm bliver til hurtige små pust, og den rysten er lyden.

Blæser du hårdt nok, bliver rørbladet trykket helt i, så der slet ikke kommer luft igennem. Det er ligesom at klemme en haveslange flad: vandet stopper. Derfor skyldes en høj tone, der ikke vil komme ud, ofte ikke for lidt luft.

Mundstykkets ende er næsten lukket af rørbladet, og klokkens ende er åben, så klarinetten virker som et rør, der er lukket i den ene ende og åbent i den anden. I sådan et rør er den længste lydbølge omkring fire gange så lang som røret, lidt ligesom et langt sjippetov, der kun har plads til ét stort, langsomt sving. Den længste bølge giver den dybeste tone: klingende D3 (noteret E3).

Hver musikalsk tone gemmer en række svagere, højere toner, der kaldes overtoner. På klarinettens dybe toner er nummer 1, 3 og 5 i den række (de ulige) særligt stærke og de lige svage, ligesom en kam, hvor hver anden tand er skåret kort. Det giver det dybe register dets hule lyd. Omkring midten (overgangstonerne, på engelsk throat tones) betyder de lige mere, og når registerklappen er åben, forsvinder forskellen næsten, så lyden bliver lys og klar.

Når du trykker på registerklappen, åbnes et lille hul cirka en tredjedel inde på den lukkede del af røret. Tonen springer så til tre gange frekvensen: en duodecim højere, altså en oktav plus en ren kvint. Forestil dig et sjippetov, hvor nogen let klemmer om det en tredjedel inde, så det svinger i tre buer i stedet for én.

Starter du fra klokkeenden, flytter hvert tonehul, du åbner, den vibrerende del tættere på mundstykket, som om du skar cirka 6 % af røret, og tonen stiger en halvtone.

Overgangstonerne har kun to resonanser i røret, der passer godt sammen, så de er lettere at bøje ud af stemning, og de lyder lidt svagere og mere matte. I det berømte glid opad, der åbner Rhapsody in Blue, stemmer eksperter resonansen inde i munden, så den bliver lige så stærk som rørets eller stærkere, i den sidste oktav (noteret C5 til C6, klingende B♭4 til B♭5). Det er lidt ligesom at ændre mundens form for at ændre tonen, når du fløjter.

Prøv det: under „Lyt“ længere nede kan du spille B♭3 og derefter F5. På en klarinet har de det samme greb; den eneste forskel er registerklappen. Tæl nu op fra B♭3 på et klaviatur: F5 ligger ikke bare en oktav højere (det ville være B♭4), du fortsætter op til det næste F. Det er en duodecim.

Sådan spiller man

Hold skuldrene afslappede og fingrene let bøjede. Kun din højre tommelfinger holder klarinetten oppe; den hviler under tommelfingerstøtten i en naturlig C-form. Lad være med at holde den bøjet bagud. Kig lige frem, og pust ikke kinderne op. Vinklen mellem klarinetten og kroppen ændrer klangen: en mindre vinkel lyder mere fokuseret, men underlæben kan komme til at trykke for hårdt.

Den mest almindelige måde at forme munden på er enkeltlæbe-ansatsen: underlæben dækker blødt de nederste tænder, og de øverste tænder hviler fast på mundstykket. Tag tilpas meget af mundstykket ind, ligesom når du drikker med sugerør: for lidt, og det er svært at få en tone, for meget, og lyden knækker. Nogle spiller i stedet med dobbeltlæbe-ansats, med underlæben over de nederste tænder og overlæben over de øverste. Nogle lærere starter med dobbeltlæbe-ansats og skifter til enkeltlæbe-ansats, når den sidder sikkert.

Fingrene dækker og åbner tonehuller og ringklapper for at ændre rørets længde. Tryk på registerklappen med venstre tommelfinger, så lyder det samme greb en duodecim højere: noteret C4 bliver noteret G5 (klingende B♭3 bliver F5). Til de allerhøjeste toner bruges hullet under venstre pegefinger også som registerhul.

For at bøje en tone ændrer du, hvor tungen ligger (jo tættere midten af tungen er på rørbladet, jo dybere tone), ikke ved at sænke kæben. En klarinettone kan kun bøjes nedad: cirka en kvarttone i det dybe register og op til cirka en halvtone i mellemregistret. På høje toner skal du ikke bide, for så klemmes rørbladet i; lærere foreslår, at du i stedet skubber klarinetten op med højre tommelfinger og peger hagen nedad.

Der er meget mere at udforske. Legato skifter toner kun med fingrene, uden tungen, og bundne spring på en terts til en sekst er typiske for klarinetten. En trille eller en tremolo skifter hurtigt mellem to toner; et glissando glider ved delvist at dække huller eller skifte greb; flatterzunge (frullato) betyder, at du ruller et R, mens du blæser; multifonik bruger særlige greb til at lade to eller flere toner lyde på én gang. Dobbelt- og tripeltungestød bruges sjældent, fordi rørbladet er i vejen for tungen.

Rør let ved rørbladets spids med tungespidsen, og sig hellere „da“ end „ta“, så hver tone starter tydeligt. Her korte tungestødte toner på klingende F4 (noteret G4).
Det samme greb uden og med registerklappen: klingende B♭3 (noteret C4), derefter F5 (noteret G5).
Når alle huller er dækket, lyder hele røret, og det giver den dybeste tone, klingende D3 (noteret E3).

Toneomfang og noder

Klarinetnoder skrives i diskantnøgle (G-nøgle). B♭-klarinetten er et transponerende instrument: det, du hører, er en heltone (en stor sekund) dybere end det, der står i noderne. Et noteret C4 klinger altså som B♭3, og et noteret D4 klinger som C4.

B♭-klarinetten noteres fra E3 til C7 og klinger fra D3 til B♭6; i orkestret går den som regel ikke højere end klingende G6. Andre familiemedlemmer transponerer forskelligt: A-klarinetten klinger en lille terts dybere end noteret, og E♭-klarinetten en lille terts højere. Basklarinetten klinger en stor none dybere, når den noteres i diskantnøgle, og en stor sekund dybere i basnøgle, og den når ned til klingende B♭1.

Toneomfanget deles i registre med forskellige klangfarver (klingende tone, noteret i parentes): det dybe chalumeau-register D3–E4 (E3–F♯4) er mørkt, fyldigt, blødt og varmt; overgangstonerne F4–A♭4 (G4–B♭4) er lidt svagere og mere matte; clarino-registret A4–F6 (B4–G6; B4 er H4 på dansk) er lyst, blankt og fokuseret; de øverste toner G♯6–B♭6 (A♯6–C7) er skingre og gennemtrængende.

Noteret

Klinger

B♭-klarinet: noteret C4 og D4 klinger som B♭3 og C4, en heltone dybere.

D3 – B♭6

Lyt

En mørk, hul dyb tone. I det dybe register er de ulige overtoner særligt stærke.
Klingende B♭3 (noteret C4), derefter F5 (noteret G5): det samme greb plus registerklappen. Tonen springer en duodecim, og klangen bliver lysere.
Korte tungestødte toner blandt overgangstonerne. Lyt efter en lettere, lidt mere mat lyd.
En tone i clarino-registret: lys, blank og fokuseret.

Historie og familie

Klarinetten udviklede sig fra chalumeau'en, et instrument med enkelt rørblad, der som regel havde 8 fingerhuller og et toneomfang på kun cirka én oktav. Den kunne næsten kun spille dybe toner.

Omkring 1700, i begyndelsen af 1700-tallet, satte familien Denner i Nürnberg to klapper på chalumeau'en. Æren går som regel til faderen, Johann Christoph Denner (1655–1707), som generelt regnes for klarinettens opfinder. Navnet klarinet betyder „lille trompet“, måske på grund af dens lyse høje toner. Klarinetter med to klapper blev brugt indtil omkring 1770.

Klarinetten var den sidste træblæser, der kom med i orkestret, i wienerklassikken i slutningen af 1700-tallet. I 1791 skrev Mozart sin Klarinetkoncert i A-dur, KV 622, til klarinettisten Anton Stadler; han blev færdig med den 7. oktober, og den blev spillet første gang i Prag 16. oktober. Den blev skrevet til en bassetklarinet, der gik fire halvtoner dybere. Det originale manuskript er gået tabt, og de versioner, der er bevaret, skriver solostemmen om, så en almindelig A-klarinet kan spille den.

I 1812 kom Iwan Müller med en klarinet med tretten klapper, en milepæl for alle moderne klarinetters klapsystem, og efter ham blev tommelfingerstøtten standard.

I begyndelsen af 1840'erne lånte Paris-klarinettisten Hyacinthe Klosé og instrumentmageren Louis-Auguste Buffet de ringklapper, som Theobald Böhm havde opfundet til fløjten, og tog patent på deres klarinet i 1844. Den kaldes Böhm-systemet på grund af Böhms idé, men Böhm konstruerede den ikke selv. Böhm-systemet er i dag det mest udbredte i verden; i de tysktalende lande bruger man Oehler-systemet med 22 klapper, som Oskar Oehler udviklede i 1900.

I 1838 byggede Adolphe Sax en basklarinet med store klapper og lige krop, den slags der bruges i dag. Rhapsody in Blue blev uropført i New York 12. februar 1924. Begyndelsen var skrevet som en hurtig skala, men klarinettisten Ross Gorman spillede den for sjov som et langt glid til en prøve; Gershwin kunne lide det, og glidet blev.

Omkring 1700
Familien Denner i Nürnberg sætter to klapper på chalumeau'en
1791
Mozart bliver færdig med Klarinetkoncerten KV 622 til Anton Stadler
1812
Iwan Müllers klarinet med tretten klapper
1838
Adolphe Sax bygger en lige basklarinet
1844
Klosé og Buffet tager patent på klarinetten med Böhm-system
1900
Oskar Oehlers klarinet med tysk system og 22 klapper
1924
Rhapsody in Blue åbner med sit klarinetglid

Kom i gang og pleje

B♭-klarinetten er den slags, der bruges mest: i solostykker, orkestre og harmoniorkestre. En klarinet af plast (ABS) er meget stærk og er ligeglad med ændringer i luftfugtigheden; en klarinet af træ kan revne, når temperaturen eller luftfugtigheden ændrer sig pludseligt. Nogle lærere foreslår, at hvis dine hænder stadig er små og ikke så stærke, kan du blive længere på den mindre E♭-klarinet i stedet for at spille B♭-klarinet med en støtte.

Rørblade har styrkenumre, og de fleste elever starter på 2,5. For at vælge gør du dem alle våde og prøver dem ét ad gangen og vælger dem, der svarer let uden meget besvær; i starten kan du bede en, der spiller, om at finde det bedste og det dårligste, og så prøve dem selv for at mærke forskellen. Når du kommer op på det høje G og højere, og en tone ikke vil komme, og du ikke engang kan høre luft, lukker rørbladet helt, og mere luft hjælper ikke; prøv et rørblad, der er en halv styrke hårdere. Kan du høre luft, har du sandsynligvis for lidt af mundstykket i munden.

En klarinet af træ kræver mest omhu om vinteren. Når en kold klarinet pludselig fyldes med udåndingsluft på cirka 36–37 °C, bliver indersiden varm, mens ydersiden stadig er kold, og den kan revne, ligesom et koldt glas kan revne, når man hælder varmt vand i. Overstykket tæt ved mundstykket er det sted, der lettest revner. Varm klarinetten inden for frakken eller tæt ind til kroppen, til den er tæt på stuetemperatur, før du spiller. Kig den efter for revner en gang imellem, og bring hurtigt en revne til en reparatør, for revner breder sig langsomt.

Smør lidt korkfedt på tapkorkene, før du samler klarinetten, og tør det overskydende af, før du lægger den tilbage i kassen, så det ikke samler støv.
Tag rørbladet af mundstykket, når du er færdig med at spille, tør mundstykket, og læg dem væk.
Træk forsigtigt en ren trækklud gennem røret fra klokken og opad for at fjerne fugten; sidder den fast, så træk langsomt, og hiv aldrig.
Vand samler sig let ved samlingerne, hvilket kan give revner, så tør dem med en klud.
Tør ydersiden af for at fjerne svedmærker uden at trykke på klapperne, og hold klarinetten væk fra direkte sol, varme biler og radiatorer.
I de første to uger med en ny træklarinet skal du ikke spille mere end 20–30 minutter ad gangen.

Klaverlyd: Salamander Grand Piano af Alexander Holm (CC BY 3.0).