Elguitar: sådan er den bygget, sådan lyder den, sådan spiller du

Mød elguitaren

Elguitaren er et knipseinstrument: du knipser en streng med et plekter eller en finger, og den vibrerer. Forskellen er, at vibrationen bliver lavet om til en elektrisk strøm, og at en separat forstærker (en forstærker plus en højttaler) laver lyden. De første elguitarer var hule, præcis som akustiske guitarer. I dag har den mest almindelige type en massiv krop, fordi lyden kommer fra pickupperne og forstærkeren og ikke fra en hul krop, der resonerer.

Der findes også halvakustiske og hule elguitarer. Kroppen er hul, nogle gange med en massiv træblok ned gennem midten, som holder pickupper og stol. De lyder varmere, men uden forstærker er de stadig ikke kraftige nok. En anden slægtning er lap steel-guitaren (eller hawaiiguitaren), der ligger fladt og spilles med en slide, og det er dér, elguitarens historie begynder.

Det oprindelige Hornbostel–Sachs-system fra 1914 til at sortere instrumenter havde ingen elektriske instrumenter; MIMO-revisionen fra 2011 tilføjede elektrofoner og placerede elguitaren i gruppe 513, elektroakustiske kordofoner. Efter formen hører den dog stadig til almindelige guitarer i gruppe 321.322, kasselutter med hals.

Familie

Strengeinstrument (knipset, elektrisk forstærket)

Klassifikation

Elektroakustisk kordofon, 513 (efter formen det samme som en guitar, 321.322)

Klingende omfang

E2 til D6 (22 bånd) eller E6 (24 bånd), regnet ud fra antallet af bånd

Nøgle

Diskantnøgle

Transponering

Lyder en oktav dybere, end der står

Almindelig opbygning

6 strenge, løse strenge E2–A2–D3–G3–B3 (H3)–E4; som regel 21, 22 eller 24 bånd

Elguitarens dele

Fra hovedet til enden har hver del ét af to job: den bestemmer, hvor lang og hvor stram den vibrerende streng er, eller den laver vibrationen om til elektricitet. Hver streng er spændt ud mellem sadlen og stolen, og afstanden mellem dem bestemmer den løse strengs tonehøjde. Kroppen er som regel ét eller flere stykker massivt træ, oftest el, ask, ahorn eller mahogni.

Målene er forskellige fra model til model. En Fender Player II Stratocaster har en mensur på 25,5 tommer (648 mm) og 22 bånd; en Gibson Les Paul Standard 60s har en mensur på 24,75 tommer (628,65 mm) og 22 bånd; en Ibanez RG550 har 24 bånd. På nogle guitarer, som Telecaster, er halsen skruet fast på kroppen med skruer, hvilket holder prisen nede og gør reparationer lettere.

Et kabel sættes i guitarens udgang og går til en effektpedal eller en forstærker.

12345678910

1. 1
   Hoved headstock

   Enden af halsen, hvor stemmemekanikkerne sidder.

2. 2
   Stemmemekanikker tuning machines / tuners

   Når du drejer på en, bliver strengen viklet om en stift; strammere betyder højere. Gode mekanikker glider ikke, når du slipper, og nogle låser strengen fast.

3. 3
   Sadel nut

   En lille liste med riller, der holder strengene, tit af hård plast, ben eller et syntetisk materiale. Elguitarister bender strengene meget, så den skal være glat, ellers sætter strengen sig fast og bliver ustemt.

4. 4
   Hals og gribebræt neck / fingerboard (fretboard)

   Hvor din gribehånd trykker strengene ned. Når du trykker, bliver den vibrerende del kortere, så tonen går op.

5. 5
   Bånd frets

   Metalbånd, der sidder i gribebrættet og fastlægger tonehøjden, når du trykker en streng ned. Deres placering skæres præcist ud med computerstyret værktøj.

6. 6
   Krop body

   Som regel massivt træ. På en guitar med massiv krop afhænger lyden ikke af, at kroppen resonerer.

7. 7
   Pickupper pickups

   En magnet viklet med tynd kobbertråd. Når en streng vibrerer over den, sender pickuppen et elektrisk signal ud.

8. 8
   Pickupvælger pickup selector switch

   Vælger, hvilke pickupper du hører. En Stratocaster har 5 positioner: én pickup eller to sammen.

9. 9
   Volumen- og toneknapper volume / tone controls

   Knapper, der justerer lydstyrken og klangen.

10. 10
    Stol bridge / tremolo (vibrato) bridge

    Holder strengenes anden ende. En tremolostol kan bevæge sig, så en arm kan ændre strengenes spænding og tonehøjden.

Hvor lyden kommer fra

Knips en streng, så svinger den frem og tilbage. Dens tonehøjde afhænger af tre ting: længde, spænding og vægt. Tryk den ned mod et bånd, så bliver den kortere og lyder højere; drej på stemmemekanikken for at stramme den, så lyder den også højere. Med samme længde og spænding lyder en tungere streng dybere, ligesom en udspændt elastik lyder højere, jo hårdere du trækker i den.

Båndene følger en regel om at skære cirka 1/18 af den resterende strengelængde væk. Hvert bånd hæver tonen cirka 98,9 cent, meget tæt på en ligesvævende halvtone på 100 cent, og derfor kommer båndene tættere på hinanden, jo længere op du kommer, ligesom en trappe, hvor trinene hele tiden bliver smallere. Strenge ved siden af hinanden ligger en ren kvart fra hinanden, bortset fra tredje streng (G3) og anden streng (B3, altså H3), som ligger en stor terts fra hinanden.

En elguitars stålstrenge bliver tiltrukket af magneter. En pickup er en magnet viklet med en spole af fin tråd. Når en stålstreng vibrerer tæt på magneten, ændrer den den magnetiske flux gennem spolen, og ifølge Faradays lov giver det en skiftende spænding. En cykeldynamo virker efter samme idé: bevæg en magnet og en spole i forhold til hinanden, så får du elektricitet.

Det elektriske signal går derefter til forstærkeren. Forforstærkeren hæver pickuppens signal til linjeniveau, hvilket er godt til at forme klangen og tilføje effekter; effektforstærkerens master-volumen bestemmer, hvor kraftigt højttaleren spiller. Tænk på det, som at man først gør en hvisken tydelig og så rækker den til en megafon.

En streng svinger ikke kun som ét stykke; den vibrerer samtidig også i to, tre, fire dele og flere. Det er dens overtoner (deltoner), og hver af dem har punkter, der næsten ikke bevæger sig, kaldet knuder. Hvis en pickup sidder lige under en knude for en overtone, bliver den overtone dæmpet, og anslagspunktet virker på samme måde: knipser du tæt på stolen, lyder det lysere, og længere væk lyder det varmere. Det er ligesom et sjippetov: stederne i hænderne på dem, der holder tovet, bevæger sig næsten ikke, mens midten svinger vildt.

Derfor ændrer det lyden, hvor en pickup sidder: på en guitar med to humbuckere er stolpickuppen som regel lysere og mere slagkraftig, og halspickuppen varmere og blødere.

En single coil-pickup er én spole om én magnet: lys og klar, men den opfanger let brum fra elnettet (60 Hz steder som Taiwan og USA). En humbucker har to spoler viklet i hver sin retning med modsat magnetisk polaritet, så udefrakommende støj dukker op i de to spoler omtrent lige stærkt, men modsat, og ophæver sig selv. Det er ligesom to personer, der skubber til en dør fra hver sin side: den bevæger sig ikke.

Der findes også andre slags pickupper. En P-90 er en single coil med en bredere spoleform: mere aggressiv, med højere udgangssignal og mindre brum. Keramiske magneter lyder lyst og kraftigt, mens alnico lyder varmere og mere vintage. De fleste pickupper er passive og behøver ingen strøm; aktive pickupper kører på et batteri i guitaren og giver et kraftigere signal, og en coil split-kontakt slår den ene spole i en humbucker fra, så den virker som en single coil.

En forstærker kan kun forstærke så meget. Pres den ud over grænsen, så bliver bølgens toppe klippet af, og det er forvrængning. En rørforstærker runder toppene gradvist af, mens en transistorforstærker hugger dem flade ved sin forsyningsspænding, hvilket lyder hårdere. Forvrængning tilføjer masser af overtoner, så lyden bliver tykkere, og gain-knappen på en forstærker styrer, hvor meget forvrængning du får: ligesom når du hælder vand i en kop, der er for lille, og det, der er for meget, løber over kanten.

Fordi lyden er elektricitet, kan den gå gennem effektpedaler før forstærkeren. En kompressor skruer ned for de kraftige steder; chorus får én stemme til at lyde som to spillere; delay giver ekkoer, du kan høre hver for sig, mens rumklang (reverb) bruger kopier, der ligger for tæt til at kunne skelnes, ligesom når man synger på et badeværelse. En almindelig rækkefølge er forvrængning først, chorus og delay i midten og rumklang til sidst, men der er ingen absolut regel.

Prøv det: spænd en elastik om en åben æske. Knips den lige på midten og derefter tæt på den ene ende. Tæt på enden lyder den skarpere og lysere, af samme grund som en elguitar lyder lysere, når du anslår tæt på stolen.

Sådan spiller du

De fleste spiller med plekter. Hold det mellem tommelfingeren og siden af pegefingeren, med pegefingeren pegende mod spidsen uden at stikke ud. Hold fast, men ikke for hårdt: for hårdt, og hånden får krampe; for løst, og plekteret vipper eller flyver endda væk. Lad mere af plekteret stikke frem til strum og mindre til præcise enkelttoner.

Stem, før du spiller. I standardstemning er de seks strenge E, A, D, G, H, E fra dyb til høj, og næsten alle de akkorder og teknikker, du lærer i starten, bruger den. Den anden hånd trykker strengene ned lige bag et bånd: strengen bliver kortere, og hvert bånd tættere på kroppen hæver tonen en halvtone.

Nogle få teknikker får tonerne til at synge. Når du laver en bend, skubber du en streng opad eller trækker den nedad; begge veje går tonehøjden op, fordi strengen bliver strammere, og det er lettere at bende på en elguitar end på en akustisk. Vibrato er en bitte lille bend, cirka en kvarttone, der gentages igen og igen, ligesom bølgen i en sangers lange tone; den giver længere klang og mere udtryk.

En hammer-on er, når en gribefinger slår strengen ned på et bånd som en lille hammer, så en tone lyder; en pull-off er, når fingeren knipser strengen, idet den slipper, og går til en ny tonehøjde. Begge ændrer tonen kun med gribehånden, og de bruges tit sammen. Når du laver en slide, spiller du en tone og glider med fingeren langs den samme streng til et andet bånd, eller du har en slide af metal på en finger.

Anslagshånden kan også ændre lyden. Ved palm muting lægger du kanten af håndfladen på strengene tæt på stolen, så tonerne bliver korte og hakkede (staccato). Hvis guitaren har en tremolostol, dykker og stiger tonehøjden, når du trykker på eller trækker i armen, og en dobbeltlåsende tremolo kan ændre tonehøjden meget og stadig komme tilbage i stemning.

• Løs strengKnips den tykkeste streng uden at trykke noget ned: E2, den dybeste tone i standardstemning.
• Fra én streng til den næsteDen løse sjette streng E2, derefter den løse femte streng A2: strenge ved siden af hinanden ligger en ren kvart fra hinanden.
• Tryk et bånd nedPå den samme første streng: løs E4, derefter giver 17. bånd A5, 17 halvtoner højere.

Omfang og noder

Guitarister læser diskantnøgle. Men guitarnoder har en lille hemmelighed: tonerne på papiret lyder en oktav dybere. Nogle noder har et lille 8-tal under diskantnøglen som påmindelse; mange noder udelader det, men lyden er stadig en oktav dybere.

Den løse sjette streng skrives for eksempel som E3, E'et under det enstregede c, som sidder under den tredje hjælpelinje under nodesystemet. Det, du faktisk hører, er E2, cirka 82,4 svingninger i sekundet (regnet ud fra A2 = 110 Hz). De seks løse strenge lyder E2, A2, D3, G3, B3 (H3) og E4.

Hvor højt du kan komme, afhænger af båndene. Første streng, E4, går en halvtone op for hvert bånd, så 22 bånd når op til D6 og 24 bånd op til E6 (regnet ud fra antallet af bånd). Flageoletter og bends kan nå endnu højere.

Guitarnoder har tit også tabulatur: seks linjer, der står for guitarens seks strenge.

Lyt

• Dybeste streng E2Direkte fra pickuppen, uden forstærker og uden effekter. Det er strengens rå lyd, før forstærkeren former den.
• Femte streng A2Stemt til 110 svingninger i sekundet. Sammenlign med E2: en ren kvart højere.
• Tredje streng G3Midten af guitaren. Herfra til den næste streng opad er der en stor terts i stedet for en kvart.
• Højeste løse streng E4To oktaver over den dybeste streng. Lyt efter, hvor tynd og lys den er.
• Højt oppe på halsen: A5Første streng ved 17. bånd. Strengen er kort, så tonen er høj og dør hurtigt ud.

Historie og familie

I 1920'erne ville George Beauchamp, der spillede steelguitar i Los Angeles, have et kraftigere strengeinstrument. I 1931 lavede han med hjælp fra Adolph Rickenbacker den første rigtige elguitar, og samme år startede de to et firma ved navn Ro-Pat-In, som snart skiftede navn til Electro String. På grund af formen fik guitaren øgenavnet Frying Pan (stegepanden).

Harry Watson skar prototypen ud i træ på få timer; produktionsudgaven var støbt i aluminium. Patentet blev søgt i 1934 og først udstedt i 1937, og patentkontoret kunne i begyndelsen ikke beslutte, om det var et elektrisk apparat eller et musikinstrument.

Gibson kom med sin første elektromagnetiske pickup i 1935 og satte den på ES-150 i 1936. Jazzguitaristen Charlie Christian gjorde den berømt: med forstærkning kunne guitarister træde frem som solister.

Les Paul byggede en elguitar med massiv krop i 1941 og tog idéen med til Gibson i 1945. I 1950 lancerede Fender Esquire og Broadcaster (omdøbt til Telecaster i 1951), som som regel regnes for de første masseproducerede elguitarer med massiv krop. I 1951 protesterede Gretsch mod navnet Broadcaster, og i begyndelsen af det år blev guitarerne kaldt Nocaster.

Gibsons første guitar med massiv krop, Les Paul, kom i 1952, og i 1954 lancerede Fender Stratocaster med tre pickupper. For at slippe af med brummen opfandt Seth Lover hos Gibson humbuckeren, som først blev brugt på ES-175 i februar 1957. I 1960'erne begyndte producenterne at bygge effekter som tremolo, wah-wah og forvrængning ind i forforstærkeren.

Elguitaren har mange slægtninge. I samme gruppe 513 er elviolinen og elektriske klaverer som Neo-Bechstein og Yamaha Electric Grand. Fender Precision Bass, der blev lanceret i 1951, var den første elbas, der blev en kommerciel succes.

1. 1931
   George Beauchamp og Adolph Rickenbacker laver Frying Pan
2. 1935
   Gibsons første elektromagnetiske pickup
3. 1936
   Gibson sætter pickuppen på ES-150
4. 1937
   Beauchamps patent bliver udstedt (søgt i 1934)
5. 1941
   Les Paul bygger en elguitar med massiv krop
6. 1946
   Gibson lancerer single coil-pickuppen P-90
7. 1950
   Fender Esquire og Broadcaster (omdøbt til Telecaster i 1951)
8. 1951
   Fender Precision Bass, den første elbas, der blev en kommerciel succes
9. 1952
   Gibson Les Paul, Gibsons første guitar med massiv krop
10. 1954
    Fender Stratocaster, med tre pickupper
11. 1957
    Humbuckeren dukker først op på Gibson ES-175 (patent udstedt i 1959)
12. 1977
    Stratocasterens omskifter går fra 3 til 5 positioner

Kom i gang og pleje

Din første elguitar skal føles behagelig og være let at spille på; ellers har du måske ikke lyst til at øve. Sæt dig med den: din gribehånd skal kunne nå den yderste ende af gribebrættet. Kan den ikke det, så vælg en kortere mensur, som også har lavere strengespænding og er lettere at trykke ned. Det mest almindelige problem på en ny guitar er for høj strengehøjde, og det er bedst at få en kyndig guitartekniker til at justere den.

En elguitar har virkelig brug for en forstærker. En begynderpakke indeholder tit guitar, stemmeapparat, rem, kabel, gigbag, plektre og en lille øveforstærker, og mange øveforstærkere har et høretelefonstik, så du kan øve stille.

Tørrer du strengene af efter hver øvetur, holder de længere, og regelmæssig rengøring forhindrer sved, støv og fedt i at ødelægge udseendet og følelsen. Guitarer har det bedst ved cirka 45–55 % luftfugtighed og cirka 18–24 °C; pludselige ændringer kan få træet til at slå sig eller revne og give båndsummen. Hvis en guitar har ligget i en bil, så åbn ikke kassen med det samme i et rum med aircondition.

Træ svulmer op og krymper med årstiderne, så strengehøjden skal tit justeres, når årstiden skifter, og skifter du til en anden strengetykkelse, skal halsstangen inde i halsen som regel justeres. Hvis du ikke føler dig tryg ved at lave disse justeringer, så overlad dem til en kyndig tekniker; Fender foreslår et eftersyn cirka hver 6. måned. Der er ingen fast plan for nye strenge: skift dem, når de er slidte, rustne eller beskidte eller ikke længere lyder lyst.

• Hører du brum gennem forstærkeren? Single coil-pickupper opfanger let brum fra elnettet; humbuckere mindsker det kraftigt.
• En summende lyd, når du trykker en tone ned, kan betyde, at strengehøjden er for lav, eller at temperatur og luftfugtighed ændrede sig for hurtigt.
• Ustemt efter en bend? Sadlen er måske ikke glat nok, så strengen sætter sig fast.
• Strenge: generelt er tyndere strenge lettere at trykke ned og bende og lyder lysere, men knækker lettere; tykkere strenge giver mere lyd og længere klang.
• Plektre: tynde plektre passer som regel til strum; tykkere plektre passer til rytme- og solospil på elguitar.
• Hold plekteret fast, men ikke for hårdt: for hårdt kan give krampe, for løst, og det vipper eller flyver endda ud af hånden.
• Hvis strengehøjden er for høj, eller halsen har for meget bue, sidder strengene langt fra gribebrættet og er svære at trykke ned.
• Fender påpeger, at når en guitar kommer fra et varmt sted ind i et koldt rum, trækker træet sig sammen, når det køles af, og tonehøjden kan falde mærkbart: stem igen.

Udforsk mere

• StrengeinstrumenterEn streng laver lyd, når den vibrerer. Lær, hvordan violinfamilien, guitarer og harper virker, og hvorfor det ændrer tonen at trykke på en streng.
• ViolinViolinen: strengene G D A E, hvordan bue og kolofonium får strengen til at synge, hvordan man spiller, omfanget fra G3.
• CelloViolinfamiliens dybe, varme stemme: hvordan buen får en streng til at synge, hvordan du sidder, og strengene C G D A.
• Akustisk guitarKlassisk guitar med nylonstrenge og westernguitar med stålstrenge: dele, hvor lyden kommer fra, spil og forskelle.
• ElbasGuitarfamiliens dybeste medlem: hvordan pickupperne virker, hvordan du knipser og griber, omfanget og historien.
• UkuleleEn lille firestrenget guitar fra Madeira og Hawaii: delene, hvorfor G-strengen er højere end C, og din første akkord.