Foredragsbetegnelser: hvor kraftigt, hvor hurtigt og hvorhen

Noderne fortæller dig, hvilke lyde du skal spille. Tegnene omkring dem fortæller hvordan: svagt eller kraftigt, langsomt eller hurtigt, kort eller bundet. Nogle tegn er endda pile, der sender dig tilbage eller frem, ligesom et kort. Tryk på knapperne for at høre hvert tegn, og følg så kortet med fingeren.

Gennemgået 7. oktober 2026

I denne lektion

Dynamik: hvor kraftigt

Hvor kraftigt eller svagt du spiller, kaldes dynamik. De to vigtigste bogstaver er p for piano (svagt) og f for forte (kraftigt). Sæt m foran, for mezzo (halv), så får du trinene i midten: mp er halvsvagt, og mf er halvkraftigt. Fordobl bogstavet for at gå længere: pp er meget svagt, og ff er meget kraftigt.

Stigen fra svagt til kraftigt er altså pp, p, mp, mf, f, ff. Det er ikke faste tal på en lydmåler. De sammenlignes med hinanden: en trompets p er stadig kraftigere end en guitars p. Det, der tæller, er, at p er svagere end mf, og at f er kraftigere.

En kort melodi spillet svagt.
Den samme melodi spillet kraftigt.
Én akkord, der klatrer op ad stigen: pp, p, mp, mf, f, ff.

Prøv det: sig ”godmorgen” i p, så i mf og så i f. De samme ord, tre forskellige styrker.

Kraftigere og svagere

Musik ændrer tit styrken lidt efter lidt. Crescendo (cresc.) betyder bliv gradvist kraftigere. Decrescendo eller diminuendo (decresc., dim.) betyder bliv gradvist svagere. I stedet for ord kan noderne vise en lang kile under tonerne: en, der åbner sig (som et langt <), for kraftigere, og en, der lukker sig (som et langt >), for svagere.

Bland ikke den lange kile sammen med det lille >-tegn over en enkelt node. Det lille tegn er en accent, og den hører du længere nede. De andre italienske ord for styrke står i lektionen ”Italienske udtryk”.

Melodien starter svagt og vokser sig kraftigere helt til slutningen.
Den samme melodi starter kraftigt og toner ud.

Tempo: hvor hurtigt

Et tempoord i begyndelsen fortæller, hvor hurtigt slaget går. Largo er meget langsomt og bredt, Andante er gåtempo, Moderato er mellemtempo, Allegro er hurtigt og livligt, og Presto er meget hurtigt. Mange stykker har også et tal som ♩ = 92, som betyder 92 slag i minuttet (BPM).

Her er nogle grove pejlemærker: Largo cirka 40–60 BPM, Andante cirka 76–108, Moderato cirka 108–120, Allegro cirka 120–156, Presto cirka 168–200. Bøger og metronomer giver lidt forskellige tal, og hvert stykke har sin egen fornemmelse. Herunder spilles den samme korte frase i fire tempi. De hurtigere spiller den mere end én gang, så du kan høre den falde på plads.

Nogle ord ændrer tempoet undervejs. Ritardando (rit.) betyder sæt gradvist farten ned, ligesom en cykel, der triller i stå, og a tempo betyder tilbage til tempoet fra før. Hele listen står i lektionen ”Italienske udtryk”.

Frasen i 50 BPM: langsomt og bredt.
Den samme frase i 92 BPM, gåtempo (spillet to gange).
Den samme frase i 138 BPM: hurtigt og livligt (spillet to gange).
Den samme frase i 184 BPM: meget hurtigt (spillet tre gange).
Spillet to gange: anden gang bliver den sidste takt gradvist langsommere.

Prøv det: sæt metronomen til 60, så 92, så 138, og gå på stedet til hvert tempo. Hvilket føles som Andante?

Kort eller bundet: staccato og legato

En lille prik over eller under en node betyder staccato: gør tonen kort og adskilt med en lille stilhed efter, ligesom at prikke hul på sæbebobler én ad gangen. En buet streg over flere forskellige toner er en legatobue: spil dem legato, blødt bundet sammen uden huller, ligesom at tegne en streg uden at løfte blyanten.

En legatobue ligner en bindebue, men den er ikke det samme. En bindebue binder to toner med samme tonehøjde sammen til én længere lyd (se lektionen ”Rytme og nodeværdier”). En legatobue binder forskellige toner sammen og fortæller dig, at de skal spilles blødt sammenhængende. Lyt til den samme melodi spillet på begge måder.

Hver tone glider over i den næste uden huller.
Den samme melodi med korte, hoppende toner og små stilheder.

Accenter og fermat

En accent, et lille > over eller under en node, betyder, at du spiller den tone kraftigere end tonerne omkring den, ligesom når du siger ét ord højere i en sætning. Accenter kan ændre, hvordan en melodi føles. I eksemplet får otte hurtige toner i hver takt accent på tone 1, 4 og 7, så du hører dem i grupper med 3 + 3 + 2.

Fermaten 𝄐, en bue med en prik under, betyder: hold denne node (eller pause) længere, end der står. Hvor længe, bestemmer musikeren eller dirigenten. Det er ligesom at sætte en video på pause ved dit yndlingsøjeblik og så trykke afspil igen.

Hurtige toner, alle lige kraftige.
De samme toner med accent på 1, 4 og 7 i hver takt.
En melodi spillet lige igennem i takt.
Den samme melodi: den høje tone i takt 2 holdes længere, og så fortsætter slaget.

Gentagelsestegn og 1. og 2. slutning

For at spare papir trykker man ikke de samme takter to gange. Et gentagelsestegn, to prikker ved siden af en tyk dobbeltstreg (𝄇), siger: gå tilbage, og spil denne del igen. Du går tilbage til det tilhørende starttegn (𝄆) eller helt til begyndelsen, hvis der ikke er noget.

Nogle gange slutter delen anderledes anden gang. Klammer mærket 1. og 2. viser 1. og 2. slutning (også kaldet 1. og 2. hus). Første gang spiller du 1. slutning og går tilbage. Anden gang springer du 1. slutning over og går direkte til 2. slutning. I eksemplet ser kortet sådan ud: 𝄆 takt A, takt B, [1. slutning 1] 𝄇 [2. slutning 2]. Du hører altså A, B, slutning 1, så A, B, slutning 2.

A, B, 1. slutning (fører tilbage), A, B, 2. slutning (afslutter).

D.C., D.S., Fine og Coda: følg pilene

D.C. (da capo) betyder gå tilbage til begyndelsen. D.S. (dal segno) betyder gå tilbage til tegnet 𝄋. De kommer med et ord, der fortæller, hvor du skal stoppe: al Fine betyder spil indtil ordet Fine, og stop dér. al Coda betyder spil indtil ”To Coda” 𝄌, og spring så frem til codaen, slutdelen, der starter med det samme tegn.

Eksempel 1, D.C. al Fine. Kortet har fire takter: 1, 2 (Fine), 3, 4 (D.C. al Fine). Du spiller 1, 2, 3, 4, går tilbage til begyndelsen, spiller 1 og 2 igen og stopper ved Fine. Eksempel 2, D.S. al Coda. Kortet er: intro, 𝄋 takt 2, takt 3 (To Coda 𝄌), takt 4 (D.S. al Coda), så codaen. Du spiller intro, 2, 3, 4, tilbage til tegnet for 2 og 3, og springer så til codaen.

En vane, der er god at kende: når du går tilbage med D.C. eller D.S., springer musikere som regel gentagelsestegnene over anden gang og spiller kun den sidste slutning, medmindre noderne eller dirigenten siger noget andet.

Takt 1, 2, 3, 4, så tilbage til starten for 1 og 2, og stop ved Fine.
Intro, 2, 3, 4, tilbage til tegnet for 2 og 3, og så spring til codaen.

Prøv det: før du spiller et nyt stykke, så følg ruten med fingeren. Find først alle gentagelsestegn, slutningsklammer, 𝄋, Fine og 𝄌, tryk så afspil, og følg pilene.

Klaverlyd: Salamander Grand Piano af Alexander Holm (CC BY 3.0).