Kvintcirklen, forklaret som et ur

Tolv tonearter på et ur

C sidder øverst, hvor klokken 12 er. Hvert skridt med uret går en ren kvint op (syv halvtoner): C, G, D, A, E, B (H), så F♯ og videre rundt. Hvert skridt den anden vej går en kvint ned: C, F, B♭ (b), E♭ (es) og så videre.

Efter tolv skridt er du tilbage ved C. Det er som en magisk trappe, der hele tiden går opad og alligevel bringer dig tilbage, hvor du startede: umuligt for rigtige trapper, men sandt for nodenavne.

Ét kryds eller b mere for hvert skridt

De faste fortegn er gruppen af kryds eller b'er, der står i starten af hver nodelinje. De fortæller dig, hvilke toner der skal være hævet eller sænket gennem hele stykket, så man ikke behøver at skrive dem ved hver node.

C-dur har ingen kryds eller b'er. Hvert skridt med uret tilføjer ét kryds: G-dur har ét, D-dur har to, A-dur har tre. Hvert skridt mod uret tilføjer ét b: F-dur har ét b, B♭-dur (B-dur) har to, E♭-dur (Es-dur) har tre.

Ligesom når der kommer et lys mere på fødselsdagskagen hvert år, vokser antallet med præcis én hver gang. Så hvis du ved, hvor en toneart sidder, ved du, hvor mange kryds eller b'er den har, uden at lære en liste udenad.

Nederst i cirklen har tre tonearter to navne, der lyder ens: B og C♭ (H og Ces), F♯ og G♭ (Fis og Ges), C♯ og D♭ (Cis og Des). Den ene skrives med kryds og den anden med b'er.

Rækkefølgen af kryds og b'er

Kryds kommer altid til i den samme rækkefølge: F♯ C♯ G♯ D♯ A♯ E♯ B♯ (fis cis gis dis ais eis his). B'erne kommer i omvendt rækkefølge: B♭ E♭ A♭ D♭ G♭ C♭ F♭ (b es as des ges ces fes). Læg mærke til, at rækkefølgen af b'er er rækkefølgen af kryds læst baglæns.

En nem måde at huske krydsene på: hvert nyt kryds ligger en kvint højere end det forrige (F, C, G, D …), præcis som når du går med uret rundt i cirklen. B'erne går den anden vej, en kvint lavere hver gang.

Moltvillinger på indersiden

Hver durtoneart har en moltoneart med præcis de samme kryds eller b'er. Den kaldes dens paralleltoneart, dens ”moltvilling”. I cirklen sidder moltonearten lige inden for sin durtoneart: C-dur og a-mol, G-dur og e-mol, F-dur og d-mol.

For at finde paralleltonearten på klaveret starter du på durtoneartens tone og tæller tre tangenter ned, sorte tangenter medregnet: C → B → B♭ → A (på dansk: C → H → B → A).

Naboer er bedste venner

En akkord er tre eller flere toner, der spilles samtidig. Tonearter, der sidder lige ved siden af hinanden i cirklen, har alle toner på nær én tilfælles, så de lyder tæt på hinanden og venlige. Derfor er de tre mest almindelige akkorder i en toneart tonearten selv og dens to naboer. I C-dur er det C, F og G. Musikere nummererer akkorder med romertal efter den skalatone, de starter på: C er 1. tone i C-dur (I), F den 4. (IV) og G den 5. (V). Store romertal betyder durakkorder, små (ii, iii, vi) betyder molakkorder. Tusindvis af sange bruger kun I, IV og V.

Molakkorderne lige inden for de tre (a-mol, d-mol og e-mol i C-dur) er også venner. Tilsammen dækker de seks akkorder de fleste begyndersange. Tryk på en toneart i cirklen ovenfor, og afspil så dens venlige akkorder.

Flyt en sang til en ny toneart

Hvis en sang er for høj eller for dyb at synge, kan du flytte hver akkord lige mange pladser rundt i cirklen. En sang med C, F og G, der flyttes én plads med uret, bliver til G, C og D. Sangen lyder ens, bare højere eller dybere, ligesom når du drejer på en knap på cirklen. Det kaldes at transponere.

Alle tonearter på ét blik

Tabellen viser hver durtoneart, dens kryds eller b'er og dens moltvilling.